Det var så fedt at se de to streger på testen i fredags og mærke den boblende lykke indeni. Men nu er nervøsiteten ved at overtage. Hvorfor mærker jeg ikke flere eller større symptomer? Plejer jeg at være lidt dårlig på dette tidspunkt i en graviditet? Burde jeg være mere træt? Er graviditeten måske ved at forsvinde? Vil vi igen ikke kunne se hjerteblink, når vi skal scannes om 2½ uge?
Åh, det føles som om, at der er 100 år til scanningen, og jeg kan på ingen måde overskue, at det går galt igen. Samtidig er det hele så surrealistisk. Tænk, hvis det virkelig bliver godt denne gang. Hvis scanninger er fine, maven vokser og det ender med, at Spiloppen bliver storebror til oktober. Wauw!
Om knap to måneder skal jeg mødes med mødregruppen. Altså Spiloppens mødregruppe. Vi holder stadig kontakten og ses to gange om året. Det er fem helt fantastiske damer, meeeen også fem damer, som alle enten har fået barn nummer 2 eller er gravid med barn nummer 2. Jeg er rosinen i pølseenden. Uoverskueligt, når nu det ikke er selvvalgt. Derfor var det også endnu mere fantastisk at se streg nummer to dukke frem på testen i fredags. Tænk, hvis jeg kunne fortælle om en vellykket nakkefoldsscanning, når vi skal mødes. Det ville jo være intet mindre end fantastisk.
Tænk, hvor dejligt det hele kan blive. Så skal dagene bare gå hurtigt og nervøsiteten ikke få lov at tage overhånd. (Som i går, hvor jeg begyndte at græde på vej hjem i bilen, da jeg pludselig blev så bange for, at der er alligevel ikke var en rigtig graviditet i gang.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar