søndag den 20. maj 2018

Troede lige jeg var ovre den falske graviditet..

... Men så var det lige at et vennepar annoncerede deres graviditet. Efter de lige havde fortalt, at de havde bestilt sommerferie på samme hotel og i samme uge som os. Og tårerne kom med det samme. Termin? To uger før min forventede termin - hvis jeg altså havde været helt almindeligt gravid, som de fleste andre bliver. Seriøst!? Så nu får hun lov til at trippe rundt og være tyk på den fede måde, mens jeg stadig er tyk på den helt forkerte måde og slet ikke gravid. Hold nu kæft, hvor det stinker! Så var den lige dér igen. Graviditets-jalousien. Crap! Lige som jeg troede, at den holdt sig lidt væk for en periode. Jeg er SÅ træt af, at det skal fylde så meget. At jeg bliver så ked af det.

onsdag den 2. maj 2018

Et æg uden indhold..

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller begynde... Med i dag, i går eller der, hvor det startede... De seneste efterhånden fem uger har jeg ikke været på toppen, mildest talt. Det har været en rutsjetur både fysisk og mentalt. Jeg har været på den anden ende.. Jeg har både været fyldt med en masse forbudte tanker, men også været så træt og dårlig, at jeg intet har kunne overskue..

Lige nu sidder jeg hjemme - selvom jeg burde være på arbejde. Jeg er træt, har lidt kvalme, men har det ellers nogenlunde rent fysisk. Mentalt ved jeg ikke rigtig hvordan jeg har det. Føler mig lidt tom. Som om jeg har lyst til at græde helt vildt, men der kommer ingen tårer.

Der skete noget underligt for en lille måned siden. Jeg blev sgu gravid lige pludselig og ud af det blå. Eller - sådan føltes det, da jeg var gået over tid og derfor tog en graviditetstest for at fremprovokere min menstruation. Jeg nåede knap nok at tisse på den, før der var to streger. Jeg var i chok og faktisk slet ikke glad. Jeg havde slet ikke lyst til at være gravid lige nu, kunne ikke overskue det. Men pludselig gav den øgede tissetrang og altoverskyggende træthed mening. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Min mand var også overrasket, men glad - og lidt sur over, at jeg ikke var glad..

Kvalmen og opkast kom og dagene var uendelig lange. Jeg prøvede dog at fokusere på de gode ting ved, at A måske skulle være storebror i slutningen af året. Så skulle vi ikke bekymre os om at blive gravide mere, A og den lille ville blive tætte på hinanden i alder og vi kunne nyde barsel.. Dog havde jeg en underlig fornemmelse og ville gerne scannes for at se hjerteblink. Vi fik en tid den kommende weekend på en lille klinik midt i byen. De var meget imødekommende og tog sig god tid. Men scanningen var uklar. Det meste så ud som det skulle, men derinde hvor et lille hjerte skulle blinke, var der helt tomt. Som i, at der var ingenting. Hun sagde, at det måske bare skyldtes, det ikke kunne ses endnu, at jeg ikke var så langt henne, som jeg troede, men det selvfølgelig også kunne være fordi, der ikke var noget. Hun var meget ærlig og kalte det en 50/50 situation.
Vi var skuffede, men alligevel ved godt mod. Det hele var ret surrealistisk.

Jeg ringede til lægen om mandagen - fra et hjørne på jobbet, hvor jeg håbede, at ingen kunne høre mig. Hun syntes det ville være for usikkert med blodprøver og ville derfor, at jeg skulle vente en uges tid, hvorefter en gynækolog så kunne scanne mig. Så burde jeg nemlig være så langt henne, at der skulle være noget at se, hvis der var liv. De 8 dage føltes som flere uger. Tiden er gået i slow motion og jeg har kæmpet mig gennem dagene med kvalme 24-7 og opkast morgen og aften. Jeg blev også ramt af feber og med et udbrud af lussingesyge i vuggeren, blev jeg jo også lidt nervøs for det. (Jeg venter stadig på prøvesvaret, selvom det er lige meget nu.)

Scanningen hos gynækologen var i går. Jeg havde aldrig været der før, men de var super søde og jeg følte mig godt tilpas trods opstændighederne. Men desværre var beskeden den samme - jeg så det selv tydligt - en hel tom gestationssæk. Pis! Selvom jeg slet ikke kunne overskue at være gravid lige nu, havde jeg alligevel vænnet mig lidt til tanken de sidste par uger. Mens jeg lå på briksen og ventede på en anden gynækologs mening, kunne jeg mærke tårerne presse sig på (ligesom jeg kan lige nu.) Fuck!

Vi er her igen. En mislykket graviditet igen. Selvom graviditeten kom bag på mig, og jeg slet ikke kunne overskue det lige nu, gør det ondt. For nu kommer den der tanke - hvornår mon jeg så bliver gravid? Og vil den graviditet blive til et barn? Ligesom jeg troede, at vi kunne se os fri af alt det barnløshed.. Crap!

Nu sidder jeg så her midt i en medicinsk abort, som lader til at være gået i stå inden den rigtig gik i gang. But, of course! Jeg tog de fire piller for snart 26 timer siden og jeg har blødt en mikro lille smule. Så nu håber jeg, at jeg kan få gynækologen til at gøre noget mere, så jeg kan få dette falske tomme æg ud af min krop. - Og slippe af med kvalme, opkast og træthed. Jeg orker ikke at gå i denne trummerum i længere tid. Jeg vil have min krop tilbage, når der alligevel ikke vokser liv i den - og jeg orker ikke mere ventetid.

Så status er: 3 graviditeter - et barn. Heldigvis er han det mest fantastiske barn omend han også udfordrer mig hver eneste dag. Jeg elsker ham højere hver dag. Men jeg vil virkelig også gerne gøre ham til storebror.. Nå, men nu kom der da en masse af de tårer, som har siddet fast indeni i mig i flere uger...

lørdag den 3. marts 2018

Rod

Jeg kan ikke finde alle papirerne fra fertilitetsbehandlingen... Vigtigst af alt papiret, hvor der står, at vi har æg i fryseren på Riget. FUCK. Håber ikke det er afgørende. Det må jo også være et sted. Ved bare ikke hvor.. Typisk. Burde sådan noget ikke også stå under ens side på borger.dk? Anyway, min mand og jeg har nu besluttet, at vi kontakter klinikken og forhører os om hvordan det foregår. For ægget gemmes kun til februar 2019 og vi vil gerne bruge det i slutningen af året, hvis jeg ikke er så heldigt at blive gravid inden da..

fredag den 12. januar 2018

Tankerne om 2'eren #3



Det er fredag aften. Jeg har lagt neglelak - jeg skal til forsinket julefrokost med en bunke veninder i morgen aften. Jeg glæder mig rigtig meget. Til at snakke og hygge. Men jeg er også lidt nervøs. For mine egne følelser. Én veninde er nemlig gravid igen. Hun har et barn, som er knap et halvt år yngre end min søn. Jeg er jo super glad på hendes vegne, men jeg har taget mig selv i også at være lidt jaloux. Åh. Det er virkelig træls. Måske også fordi, det kom bag på mig. Både hendes graviditet og mine følelser. Jeg tænker at jalousien skyldes, at jeg også vil være gravid med barn nummer to. Ikke nødvendigvis nu, men jeg vil bare have en garanti for, at jeg bliver det. At det kan lade sig gøre.

Åh, jeg kan næsten ikke rumme at tænke de der tanker. At komme tilbage i ingenmandsland, hvor vi hele tiden venter og alt er uvist. Derfor skubber jeg også tankerne væk, men de seneste par uger er det blevet sværere og sværere at holde tankerne på afstand. Både min mand og mine forældre har spurgt om jeg er okay eller om der er noget galt i løbet af den sidste uge. Træls. Jeg gider ikke sygne hen i en underlig boble på grund af, at det åbenbart ikke er helt let at blive gravid. Det burde jeg jo også have lært fra sidst. Det er bare meget lettere sagt end gjort - og jeg har altid været en tænker.

Min mand sagde i starten af året, at vi skal bruge "The Law of Attraction" i år, som helt kort går ud på at fokusere på det, man gerne vil opnå og så vil det ske. Selvom det nok er lidt søgt, så vil det nok ikke være helt dårligt for mig. I hvert fald, at have den mere positive hat på og tro på, at tingene vil lykkes. Igen er det lettere sagt end gjort.

torsdag den 28. december 2017

Behøver det at blive 2018 lige forløbig..



2017 har været et godt år for mig. Jeg synes der er sket meget siden december 2016. Jeg sprang endelig ud i det og takkede ja til et nyt job. Jeg fortryder det ikke ét sekund! Det har gjort mig gladere, mere erfaren og det har i den grad gjort vores hverdag herhjemme lettere. Vi har en rigtig god hverdag og det betyder SÅ meget.

Jeg kæmper stadig med vægten. Den er gået lidt ned, op igen, lidt ned og lidt op igen. Jeg er ikke god til at prioritere træning heller. Så det halter lidt der. Mest fordi jeg føler mig begrænset i, hvad jeg har lyst til at tage på, og det holder jo ikke. Men det er ikke noget, jeg slå mig selv i hovedet med til hverdag.

Spiloppen er HELT fantastisk. Han beriger vores liv SÅ meget. Han har virkelig lært mig at sætte pris på små bitte ting, og det at blive mor, har gjort mig meget bedre til ikke at dømme folk.

2018 har også potientiale til at blive et rigtig godt år. Men der er desværre også lidt stor risiko for at det bliver et hårdt år. Som i rigtig hårdt. Og det kan jeg slet ikke overskue.

Det er fordi, der er for mange hvis'er. Det er jeg på ingen måde sej til. Især fordi der er risiko for de hvis'er kommer rigtig meget i karambolage med hinanden... Det er to store ting her i livet, som skal passe sammen, men som ikke kan planlægges. I hvert fald ikke for mig.. Det er jobbet og ønsket om barn nummer 2.

Mit job, som jeg er blevet SÅ glad for, er jo desværre et barselsvikariat. Der er en mulighed for at jeg måske får lov at blive - også selv om hende jeg vikarierer for kommer tilbage - men det vides slet ikke endnu. Jeg tør ikke rigtig håbe på det, men på samme tid kan jeg heller ikke overskue, at det ikke sker. Så skal jeg finde noget andet, være ny igen, sætte mig ind i nye programmer, nye kollegaer, ny chef, nye arbejdsgange og alt det andet. Det har jeg slet ikke lyst til. Dels fordi, jeg synes, det er rigtig hårdt, men også fordi, at jeg rigtig gerne vil blive gravid næste år - og det matcher virkelig dårligt med et nyt job eller jobsøgning eller fertilitetsbehandling. Crap. Drømmen for mig er at blive fastansat i foråret og så blive gravid inden året er gået. Åh, det ville være helt fantastisk! Men har jeg lov at være SÅ heldig..?

For min skyld kan det godt være 2017 lidt længere. Jeg kunne også godt bruge nogle flere dage i december. Bare lige en uge med til at nå en smule af alt det, jeg så gerne vil. Og lidt ekstra tid til at forberede mig på, at et nyt år kommer styrtende.

tirsdag den 26. december 2017

De sorte tanker, der sniger sig ind

Er utilpas og har lidt kvalme. Men jeg er ikke gravid. Måske har jeg spist noget dårligt. Uf! Håber ikke det tager til eller at Spiloppen også får det..

Jeg tager mig selv i at finde ægløsningsberegnere på nettet uden at rette mig efter dem, læse tråde om fertilitetsbehandling og bruge mere og mere tid på at tænke på at være gravid. Som jeg har skrevet før, så er jeg bange for at kaste mig rigtig ud i kampen om at blive gravid igen, fordi jeg er bange for at skulle en lang kamp i gennem igen. En hård og uoverskulig kamp. Jeg kan ikke helt se realiteterne i øjnene. Men det kommer tættere og tættere på.
Jeg kan mærke det, når andre annoncerer deres graviditet. Jeg bliver en smule jaloux. Selvom jeg ikke rigtig orker at være gravid lige nu. Al den træthed, dårligdom og opkast. Men jeg bliver jaloux fordi, at hvis jeg var gravid - så ville det betyde, at jeg kunne blive gravid igen, at jeg (vi) ikke skulle en kæmpe lang kamp i gennem igen og at jeg ikke ville være super gammel før jeg blev mor til barn nummer 2.

Det at være mor udfordrer mig stadig maximalt flere gange om ugen, men det er også det allerbedste jeg ved. Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag, der går. Jeg nyder, at vi "kun" har ham nu, men jeg ønsker også, at han skal have en lillebror eller lillesøster.

Flere har sagt til mig, bare vent, Stine, anden gang går det hurtigt. De mennesker ved bare ikke, at manden og jeg næsten ikke har beskyttet os siden jeg fødte Spiloppen. Godt har vi ikke timet vores sex og i nogle perioder har vi bestemt ikke haft sex ofte nok. Men stadig. Jeg bør selvfølgelig også tabe mig igen og spise mere KISS-kost-agtigt. Min mand er sikker på, at det vil gøre udslaget, når det er.. Hm.. Jeg har heller ikke travlt endnu - hvis bare jeg kunne være garanteret en positiv graviditetstest engang til sommer. Se dét ville være fucking fedt!

søndag den 12. november 2017

En typisk søndag og så alligevel slet ikke

Meget af dagen i dag, har været en typisk søndag. Vi har ordnet lidt forskelligt praktisk herhjemme, købt ind og været trætte efter en lang uge. Nu prøver Spiloppen at falde i søvn og jeg sidder i sofaen - manden ved computeren. Men denne søndag er lidt anderledes end de fleste. For manden og jeg skal ikke på arbejde.

I morgen skal Spiloppen nemlig have lagt dræn. Kl. 9.15. Nu hvor det er så tæt på, er jeg både nervøs og spændt. Nervøs for hvordan det bliver timerne op til, hvor Spiloppen skal faste, og for hvordan det bliver, når han skal i narkose. Om han bliver bange, om manden og jeg bliver bange eller kede af det.
Dernæst er jeg spændt på hvordan det bliver bagefter. Om vi kan mærke en forskel på Spiloppen og om han kan mærke en forskel. Indeni sig selv og rundt om ham.

Jeg har fortalt ham, at vi skal til ørelægen i morgen, hvad der skal ske og at han først må spise morgenmad efter vi har været ved ørelægen, men jeg tror ikke at han har forstået det helt. Så det gør ondt i mit hjerte, når jeg tænker på, at han i morgen bliver mega sulten og han ikke må få noget mad og ikke rigtig kan forstå hvorfor. Uf. Jeg glæder mig til det er overstået og håber virkelig at vi kan mærke en positiv forskel i tiden bagefter.