I tirsdags blev min mor opereret og fik fjernet kræftknuder i begge bryster. Men det gik rigtig godt og de regner med at hun bliver helt rask. Hun skal have stråler om en måneds tid og så skal de selvfølgelig undersøge de knuder, de har fjernet, nærmere.
Det er meget surrealistisk for mig. Min mor har det bedre, men er stadig meget rystet over det hele og derfor meget, meget træt.
Min mor har kræft - yikes - men lægerne mener de kan kurere hende. En meget tyk silver lining på den store sorte kræft-sky. Jeg føler mig meget heldig og alligevel synes jeg det hele er lidt uoverskueligt, og så er der den lille frygt indeni for, at der kommer noget andet kræft pludselig. Uf. Krydser fingre for det ikke sker. I hvert fald ikke lige foreløbig. Giv os lige nogle år uden store bekymringer, ikke?
Det er underligt, at min mor er syg. Hun har altid været den stærke. Altid. Kun med enkelte undtagelser. Hun er der altid for alle. Hun er god at tale med, kan med det samme høre på én om alt er godt eller helt modsat. Shit man, ét er, at min mor er ved at være halvgammel - hun rundede de 65 sidste år- men at hun også er syg.. Puha, det er fandeme hårdt. Hun har jo været her hele mit liv, jeg kan slet ikke forestille mig min verden uden hende. Nix, hun bliver simpelthen nødt til at bliver MANGE år endnu!
Lige nu sidder jeg ved min mands computer og skriver. Han er ude med drengene og min egen computer er barrikaderet af vasketøj og flyttekasser. Min søn ligger her på skrivebordet ved siden af mig. Jep, vi har enorme skriveborde, så der er plads til at han kan ligge på et legetæppe med god afstand til alle kanter. Ja, det er helt sikkert ikke politisk korrekt, men jeg nyder at kunne have få øjeblikke ved computeren mens jeg stadig kan have øjenkontakt med lillemanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar