søndag den 12. november 2017

En typisk søndag og så alligevel slet ikke

Meget af dagen i dag, har været en typisk søndag. Vi har ordnet lidt forskelligt praktisk herhjemme, købt ind og været trætte efter en lang uge. Nu prøver Spiloppen at falde i søvn og jeg sidder i sofaen - manden ved computeren. Men denne søndag er lidt anderledes end de fleste. For manden og jeg skal ikke på arbejde.

I morgen skal Spiloppen nemlig have lagt dræn. Kl. 9.15. Nu hvor det er så tæt på, er jeg både nervøs og spændt. Nervøs for hvordan det bliver timerne op til, hvor Spiloppen skal faste, og for hvordan det bliver, når han skal i narkose. Om han bliver bange, om manden og jeg bliver bange eller kede af det.
Dernæst er jeg spændt på hvordan det bliver bagefter. Om vi kan mærke en forskel på Spiloppen og om han kan mærke en forskel. Indeni sig selv og rundt om ham.

Jeg har fortalt ham, at vi skal til ørelægen i morgen, hvad der skal ske og at han først må spise morgenmad efter vi har været ved ørelægen, men jeg tror ikke at han har forstået det helt. Så det gør ondt i mit hjerte, når jeg tænker på, at han i morgen bliver mega sulten og han ikke må få noget mad og ikke rigtig kan forstå hvorfor. Uf. Jeg glæder mig til det er overstået og håber virkelig at vi kan mærke en positiv forskel i tiden bagefter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar