Testdag

Tager en dyb indånding. Sidder på sygehuset og venter på at det bliver min tur til at få taget blodprøve. Estimeret ventetid 22 minutter. Rundt om mig sidder der intet mindre end fire gravide(!) Typisk.

For jeg er jo ikke gravid. Heller ikke denne gsng. Æggene på frys er væk. Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage her midt i venteværelset. Har lyst til at blive hjemme under dynen hele dagen. Binge en eller anden ligegyldig serie og spise mad i sofaen. I stedet kalder en aftenvagt og jeg prøver at gøre mig mentalt klar, så jeg ikke går i stykker ved den mindste kommentar.

Jeg vågnede tidligt i morges efter flere gange at have drømt at jeg tog en test, som viste sig at være positiv. Jeg kunne godt mærke, at jeg nok ikke ville få en positiv test alligevel, så jeg besluttede mig for at gå ud og tage en test og få besked. På den måde havde jeg lidt tid til at sunde mig og være ked af det, hvis den var negativ. Jeg ville ikke risikere at blive ringet op og få den dårlige besked mens jeg stod på arbejdet. Det kunne jeg slet ikke rumme.

Kan ikke rigtig overskue det. Er åndssvagt ked af det, men prøver at samle mig sammen og tænke på det ting, jeg så må gøre. Det er den uvished, der fylder. Som den gør for alle, der er ufrivilligt barnløse.

Kan vi ikke bare slette i dag fra kalenderen?