I december 2011 smed jeg p-pillerne. Jeg har altid sagt til min mand, at jeg nok var noget tid om at blive gravid, for mine forældre blev først gravid med mig efter tre års forsøg og jeg har trods et par "uheld", ikke været gravid før. Min mand var dog positiv fra starten - og er det stadig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!
Nå, men min menstruation var rimelig regelmæssig fra start - jeg har dog altid haft lidt lang cyklus, men dog regelmæssig. Men sommeren 2012 stoppede det. Jeg fik ikke min mens og jeg var ikke gravid. Efter et par måneder gik jeg til lægen og hun gav mig en henvisning til en gynækolog. Der var lidt ventetid, men jeg havde stadig ikke fået min mens, da jeg mødte op hos gynækologen. Nu var det over 90 dage siden min sidste menstruation(!)
Jeg blev scannet og fik taget nogle blodprøver - og min mand kom ind til nogle prøver. Jeg fik hurtigt at vide, at jeg havde PCOS og fik udleveret en folder. Nå! Jeg havde hørt lidt om det før - og det vigtigste var ligesom at ægløsningerne var uregelmæssige hos kvinder med PCOS og det derfor er meget sværere at "ramme rigtigt".
Min mand får målt sin sædkvalitet, som til at starte med er super duper - senere hen skal det så vise sig, at den styrtdykker..!
Min mestruation vil ikke komme af sig selv, så jeg skal tage piller for at skubbe den i gang. Det gør jeg, den kommer, og derefter starter vi på et forløb, hvor jeg tager lidt hormoner og får en ægløsende sprøjte, men derfra er det "hjemmerul".
Naivt tænker jeg, at nu bliver jeg gravid med det samme. Planlægger allerede lidt og afviser andre ting, fordi jeg tænker, at jeg jo nok er gravid på det tidspunkt. (Åndssvagt!)
"Hjemmerul" er stressende for forholdet og mildelst talt ikke sexet. Min mand har slet ikke lyst, når vi skal og det påvirker os begge. Efter nogle måneder - husker ikke rigtig hvor mange - går vi videre til insemination. I hele denne periode skal jeg til gynækologen flere gange om måneden - for at se hvor store mine æg er, og hvis de ikke er store nok, komme igen et par dage senere, for derefter at komme dagen efter igen for at få den ægløsende sprøjte. Nå ja, og så vende tilbage med et lille bæger med min mands svømmere og et par timer senere blive insemineret..!
Vi kører videre med denne procedure et godt stykke tid - for lang tid, har jeg senere tænkt. Ved et tilfælde finder jeg nemlig en dag ud af, at min mands svømmer-kvalitet er faldet drastisk. Gynækologen nævner i en smart sidekommentar noget a la "ja, I skal vidst også ha' en god portion hjælp, hvis det nogensinde skal lykkes" - undskyld, HVAD!? Sidst I gav os noget info på den front hed det, at han kunne være donor, så god var kvaliteten! WTF! Jeg blev SÅ sur og frustreret og tudede selvfølgelig efter jeg gik. Jeg fik dog samlet mig lidt sammen og ringet til klinikken for at høre hvordan det hang sammen. Hun kunne godt se, at den var faldet, men kunne ikke rigtig sige mere. Da jeg konfronterede dem senere, sagde de, at de ikke havde sagt noget, for ikke at ødelægge vores håb. Men vi følte os ført bag lyset! Vi fik en samtale med gynækologen som fortalte, at det er meget normalt, at en mands sædkvalitet går op og ned. Mange gange kan man ikke forklare hvorfor.
Vi blev dog sendt videre til det offentlige system med henblik på kunstig befrugtning. Nu skulle vi bare vente på et brev om hvor og hvornår vi kunne starte.
- Midt i alt dette er der perioder, hvor jeg føler mig helt forkert og slet ikke kvindelig, fordi jeg ikke bliver gravid og har forhøjet mandligt kønshormon pga PCO'en.
- Jeg forsøger mig med akupunktur i en periode, men det er dyrt og jeg kan ikke overskue det i længden, da jeg jo heller ikke aner om det hjælper.
- Akupunktøren anbefaler også en masse kosttilskud og jeg køber mig fattig i helsebiksen for at give det et forsøg.
- Efter reseach på nettet og ture hos akupunktøren, forsøger jeg mig også med KISS-kost. Dette hjælper mig faktisk rigtig meget. Jeg taber mig lidt (er ikke direkte overvægtig, men min fedtprocent er nok for høj og jeg ville have godt af at smide nogle kilo), jeg sover bedre om natten, har mindre hovedpine og føler mig generelt bedre tilpas i min krop.
- Jeg får nedbrud ind i mellem og panikker over, at jeg som 30-årig hverken har fået et barn eller er gravid. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have mit første barn før jeg fyldte 30, fordi jeg synes mine forældre er lidt gamle, med tanke på, at jeg er deres ældste barn..
- Det sværeste i hele dette forløb er, at jeg ikke ved hvornår jeg bliver gravid eller om jeg overhovedet bliver det! Hvis jeg bare kunne få at vide - "om 6 måneder bliver du gravid" eller "om 14 måneder", så kunne jeg bedre forholde mig til det. Men denne her uvished, den er det værste.
Min mand og jeg nyder godt af en pause fra det hele mens vi venter på svar fra det offentlige. Vi har det meget bedre sammen uden presset med at skulle dyrke sex på bestemte dage eller aflevere prøver om morgenen inden arbejde.
Endelig får vi brevet - der skal udfyldes laaange spørgeskemaer, men man kan selv vælge hospital. Skønt! Efter endnu noget ventetid får vi et brev til - vi kan starte vores forløb med kunstig befrugtning i januar 2014. (Jep, der er allerede gået laaaang tid). Vi skal til infomøde en tirsdag aften i et auditorium - jep, som i, "værsgo at sidde her blandt 100 andre der heller ikke kan blive gravide". Awkward! Men det er faktisk et godt møde, og det bedste er, at der til sidst bliver nævnt noget om et projekt, man kan være med i - hvor man så får medicinen betalt. Win! Vi kiggede allerede blegt på hinanden, da vi så listen med priser på medicin tidligere på aftenen, så vi er enige om, at vi skal gå over og høre mere om projektet.
En del ting skal passe sammen for man kan være med i projektet, men vi får lov at være med, og det er vi så i gang med nu. Jeg har fået taget æg ud en enkelt gang, men blev ikke gravid med det friske befrugtede æg der. Heldigvis var der 4 æg til fryseren fra første omgang. Et er brugt og satte sig heller ikke fast og et andet er i mig nu, og jeg krydser fingre for at det er det gyldne æg!
Jeg fik nemlig taget æg ud i marts. Derefter skulle jeg vente en måned før jeg kunne få sat noget op igen pga hormonerne. Og så kom en businesstur i vejen og derefter en cyster. På den måde, kan der sgu hurtigt gå mange måneder. Det er lidt skræmmende.
Hele turen med hormoner, stikke i sig selv og få taget æg ud var speciel, men ikke ulidelig. Nu har jeg selvfølgelig også kun gjort det én gang, så kan godt være jeg synes noget andet, hvis jeg skal i gennem det mange gange. Jeg synes det værste er skuffelsen, når menstruationen kommer. Så blev det heller ikke denne gang - bliver det mon nogensinde...?
Indtil videre har jeg fået min mens spot on på dagen - altid før min aftale om at få taget en blodprøve på hospitalet. Hver gang med en tudetur. Jeg burde have fået min mens i går eller i dag, og har haft menstruationslignende smerter siden fredag aften. Derfor har jeg nu forhøjede forhåbninger om, at guldægget sidder i mig nu. Jeg ved det er farligt, og jeg bliver endnu mere skuffet, hvis det alligevel ikke er, men jeg kan heller ikke lade være med at håbe. Tænk, hvis vi kunne være så heldige, at det lykkes nu? Efter næsten tre års forsøg. Åh, jeg håber det så inderligt. Pleeeeease, Røde Bølge, bliv væk og lad guldægget vokse i mig denne gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar