tirsdag den 16. september 2014

Er det mon guldægget?


Kan vi virkelig være så heldige? Den måned vi havde tænkt os at springe over - fordi det var lidt uoverskueligt med bryllup og ægoplægning oveni hinanden - er muligvis måneden, hvor alt ændrer sig til det bedre. Jeg tør næsten ikke tro på det.

Jeg fik lagt et fryseæg op tre dage inden vores bryllup og en god uges tid efter vores store dag, var min menstruation ikke kommet. Den har ellers været der spot on de sidste mange måneder. Jeg fik endda menstruationslignede smerter allerede tre dage før. Pludselig begynder jeg at få mine forventninger op. Morgenen hvor jeg skal op på sygehuset og have taget en blodprøve, har jeg stadig intet set til mensen. Det er aldrig sket før. Nu er mine forventninger virkelig høje! (Hvilket sygeplejersken også får at vide).

Fire timers tid senere skal jeg ringe og få svar - mens jeg er på arbejde - rimelig akavet. Så jeg går udenfor og sidder på en sten op ad en mur mens jeg ringer op og venter på at mit svar bliver fundet frem. Og så kommer det sgu - svaret jeg har ventet på i snart tre år - "du har en rigtig fin graviditet"..! WHAT!? For vildt, smiler, kimer manden ned, som selvfølgelig ikke er til at få fat i og er ovenud glad. Det er sgu for vildt, hvis det virkelig var guldægget, som blev optøet og lagt op tre dage inden jeg stod i den største hvide kjole.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar