Lykke & baby blues

Skylder et indlæg om resten af fødselsforløbet. Men det bliver ikke lige nu. Kan ikke helt overskue det. Men ja, utroligt nok er jeg nu mor! Min søn kom til verdenen på terminsdatoen den 13. oktober kl 04.13 - altså sidste tirsdag.

Det er for vildt. Jeg er på den anden ende - min mand ligeså. Overlykkelig og fuldstændig overvældet. Tænk, jeg har været mor i otte dage nu. Surreal!

Det er dog også rigtig hårdt. Jeg er i den grad ramt af såkaldt baby blues. Jeg havde fået fortalt at det typisk kom på fx 3. dagen, hvor man så tudede hele dagen, men sådan er det ikke for mig. Det kommer og går. Glæder mig umådeligt meget til hormonerne stilner af og jeg bliver mere sikker. For selvom det generelt går godt med lillemanden, så er der en kæmpe usikkerhed i mig. Især med amningen og søvnen. Det er sgu ikke nemt.

For mig føles baby blues meget som hjemve. Det her med at det kommer ud af det blå, selvom man egentlig har det godt. Alligevel bliver man helt ulykkelig og utrøstelig. Alt er uoverskueligt.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden min fantastiske mand. Han er allerede verdens bedste far, men også en endnu bedre mand end han var i forvejen. Han støtter mig, opmuntrer mig, trøster mig og ordner en masse herhjemme. Det bliver hårdt, når han skal på arbejde igen i næste uge. Bare tanken om det, kan få mig til at tude. Et er, at han skal være væk mange timer om dagen, men den anden og faktisk  større udfordring er nætterne. Så skal han jo så vidt muligt have mere søvn og jeg vil blive mere alene om natten. Selvom han jo fysisk ligger lige ved siden af mig. Jeg er sgu lidt en tøse-tøs i sådanne situationer. Jeg har aldrig været god til nætter.

Glæder mig så meget til jeg har lidt mere erfaring - hviler i mig selv i forhold til amning osv, så jeg kan gå gode ture med barnevognen og nyde tiden med verdens dejligste dreng. For han er virkelig helt fantastisk lillemanden. Han er så lille og blød, kan lave de vidste ansigtsudtryk og så er han meget pænere end jeg havde turde håbe på. Er det underligt? Selvfølgelig kan jeg også være forblændet fordi han er min søn og han ligner sin fantastiske far, men synes også jeg fornemmer positiv overraskelse fra andre, der ser ham.