Jeg har aldrig fået skrevet hele historien om min abort i foråret. Det endte med at blive et helt Kinderæg af en abort - en god. tre-i-én'er. Her kommer den lidt lange fortælling...
Som jeg skrev her, var der 26 timer efter jeg havde taget pillerne til den medicinske abort kun sket meget lidt. Jeg havde jo stadig alle graviditetssymptomerne og kastede op både morgen og aften. Pillerne, som skulle sætte aborten i gang, gav mig feber og lidt menstruationssmerter, men der kom ligesom ikke noget ud af min krop. Den ville ikke give slip. Derfor ringede jeg til gynækologen næste formiddag for at få dem til at sætte mere gang i det. Det endte med at jeg tudede i telefonen - jeg kunne slet ikke få nogle ord ud. Det gjorde dog, at hun forbarmede sig, og jeg kunne komme ind igen dagen efter. Bare det at skulle vente endnu en dag, syntes jeg var frygteligt.
Da jeg torsdag kom ind til gynækologen snakkede vi lidt, og jeg spurgte ind til at muligheden for en kirurgisk abort, nu hvor det andet jo ikke lod til at virke. Det var hun ikke meget for, men hun ville undersøge det.
Hun scannede mig - jeg fik ikke lov til at se med denne gang(!) - og kunne godt se, at der ikke rigtig var sket noget. Jeg fik et sæt piller til. Dem tog jeg allerede, da jeg kom hjem derfra. Orkede ikke at vente på svar længere. Det hele er lidt tåget, men andet sæt piller, virkede som det første sæt. Jeg fik feber og menstruations-fornemmelse, men det var det. Gynækologen ringede tilbage og fortalte, at jeg blev henvist til en kirurgisk abort nu. Yay, tænkte jeg - så kan det blive overstået. Men på trods af formuleringer som "akut" og "du skal ikke vente længere" kunne det ikke blive før weekenden. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind! Jeg havde rocker-travlt på arbejdet og mega dårlig samvittighed over at efterlade det til mine kollegaer. Jeg havde regnet med at være væk max to dage, og nu var der gået fire dage, og den falske graviditet sad stadig i min krop.
Mandag tog jeg på arbejde. Jeg havde stadig ikke rigtig blødt, og fra min abort tidligere, vidste jeg, at der skulle være en hel del blod. Overraskende nok, blev jeg om formiddagen ringet op af gynækologen. Jeg skulle komme ind til en forundersøgelse på sygehuset inden kl. 12 den dag. Nå, for søren. Jeg ordnede de vigtigste ting, gav mine kollegaer besked, og sagde jeg ville komme igen efter undersøgelsen. Det kunne jo ikke tage så lang tid. (Jeg havde ikke lige overvejet, at det selvfølgelig ville indebære en god portion ventetid.)
På sygehuset var de søde, selvom jeg skulle vente rigtig længe inden jeg kom til. Lægen vidste dog ikke så meget om sådan en underlig falsk graviditet og måtte tilkalde en mere erfaren læge. Der blev talt frem og tilbage og jeg havde lyst til at blande mig flere gange, men forholdt mig faktisk forholdvis tavs. Jeg orkede simpelthen ikke andet. Kun da de lige nævnte, at man jo også bare kunne vente og lade kroppen selv udstøde graviditeten, kom jeg på banen. Der skulle jeg faktisk koncentrere mig om ikke at eksplodere. Foreslår du seriøst det her for mig? Har du slet ikke hørt, hvad jeg har fortalt? Hvor dårligt, jeg stadig har det? Hvor meget, jeg har brug for at komme tilbage til mit arbejde og videre fra denne her mislykkede graviditet? Min tidligere erfaring, hvor jeg styrtblødte i tide og utide efter en abort?
Heldigvis forstod lægen hurtigt mit budskab, og hun ringede rundt og fik heldigvis fundet en tid til mig dagen efter. Jeg skulle møde op kl. 10, fastende, men måtte dog drikke indtil to timer før.
Efter et møde med en anæstesilæge og et smut forbi dem, der tager blodprøver, kunne jeg tage tilbage til jobbet - tre timer senere.
Endelig skulle jeg have udskrabningen. Jeg glædede mig, selvom jeg også var lidt nervøs. Værst var det dog at skulle faste. Jeg kastede op hele morgenen og på vej i bilen til sygehuset. Den søde sygeplejerske gav mig dog et glas saftevand, der var forsinkelser og derfor noget tid til, at jeg skulle på operationsstuen. Det hjalp en del. Jeg kom efter noget tid ind på en stue med to andre kvinder, og så skulle jeg vente. Og vente, og vente.
Da jeg endelig kom ned på operationsgangen, blev jeg mødt af en smuk, venlig og professionel anæstesisygeplejerske. På stuen hilste jeg på en flot, omsorgsfuld, mandlig sygeplejerske. Derefter en meget veltrænet og flink kirurg og sidst en meget flot mandlig anæstesilæge. Wauw. Gad da godt lige, at jeg ikke stod der og lignede udskidt æblegrød og mildest talt ikke var på toppen. Men de var så søde. De blev meget bekymrede over informationen om, at jeg havde kastet op, og talte i længere tid om det. (Jeg sagde, at sådan var det jo, når jeg var gravid, og det var også derfor, at jeg rigtig gerne ville have det her fjernet, når nu det jo ikke udviklede sig korrekt.)
Udskrabningen gik godt og jeg blødte ikke særlig meget i dagene efter. Senere fik jeg besked om, at der var fundet "graviditets-stof" i det udskrabede og derfor var man ikke længere bekymret for, at der skulle sidde en graviditet et andet sted i kroppen. Det var dejligt at få det hele afsluttet. Så mangler vi bare, at jeg bliver gravid igen - sådan rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar