Forræder

Mange tanker går i gennem mit hoved disse dage. Jeg kan ikke forstå, at det kun er en uge tiden, at jeg stod med en positiv test og synes der er hundrede år til at de første tre måneder er gået og jeg kan være mere sikker på, at alt er som det skal være. Jeg tænker selvfølgelig rigtig meget over alt hvad jeg kan mærke i min krop og føler mig en smule sippet.

Samtidig med at jeg er rigtig glad og samtidig nervøs, tænker jeg også rigtig meget på en veninde, som også er i behandling for barnløshed. Sammen med sin kæreste er hun lige gået i gang med deres første ivf-forsøg. Jeg håber så meget, at de snart bliver gravide. Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi kunne være gravide sammen efter vi begge har kæmpet så hårdt!
Jeg tænker også på hvordan jeg skal fortælle hende, at jeg er blevet gravid. Hvornår og hvodan jeg skal fortælle det. Vi er en større gruppe veninder, som ses sammen og som ved, vi begge er i behandling. Tænker hun skal have det at vide inden jeg fortæller det til de andre samlet. Det ville jeg i hvert fald foretrække. Men det er alligevel svært.
Føler mig lidt som en forræder, fordi jeg er blevet gravid og "efterlader" alle andre barnløse i ventetiden og uvisheden. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen blive gravide samtidig og være lykkelige sammen? Selvom jeg er meget selvoptaget for tiden og så inderligt håber på at denne graviditet lykkes, så tænker jeg også rigtig meget på jer, som stadig venter på en positiv test. Verdens stærkeste kvinder (og mænd).