mandag den 12. januar 2015

Mandag igen

Hvis jeg var midt i de to ugers ventetid lige nu, ville jeg have store forventninger om at være gravid. Jeg er simpelthen SÅ træt! Altså, som i ualmindelig træt hele dagen i går og i dag på trods af at jeg har fået fine mængder med søvn. Ville ønske det var fordi, jeg var gravid, men det er nok bare januar-mørket, som spiller mig et puds.

I virkeligheden har jeg nemlig lige haft min menstruation og som tidligere skrevet, skal jeg i morgen op og have poppet en cyste. Farvel cyste, du vil ikke blive savnet! Jeg glæder mig til det bliver gjort, men er også lidt nervøs. Heldigvis kommer min dejlige mand med. Alt er bare bedre med ham ved min side!

Jeg glæder mig til at komme i gang med behandlingen næste måned, men det bliver også helt underligt. Det er så lang tid siden. Jeg håber det går godt.

Weekenden har været helt fantastisk. Den er blevet brugt i Jylland sammen med hele min fantastiske familie - næsten 30 onkler, tanter, fætre, kusiner, forældre, søskende, kærester, koner, mænd og børn. Jeg nød at være sammen med dem, som jeg desværre ser alt for sjældent. Alligevel blev jeg lidt trist ind i mellem og drømte om hvor fantastisk det ville være, hvis jeg sad der og var gravid i femte måned.

Næste weekend byder på barnedåb, hvilket jeg egentlig har det fint med. Det ville bare være så meget bedre, hvis jeg var gravid. Men det ville alt jo være i min verden, som det er nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar