Vrangen ud

Jeg beklager den lange tavshed. Torsdag og fredag havde jeg faktisk overraskende lidt kvalme og jeg var mere mig selv i nogle timer. Men lørdag vendte den altoverskyggende dårlighed tilbage og den vil ikke forsvinde igen. Oveni kvalme, opkast og træthed har jeg også døjet med onde mavekneb og oppustethed. Og jeg er så dårlig til at være dårlig. To gange er jeg brudt grædende sammen fordi det virker så uoverskueligt - jeg kan slet ikke rumme at være så dårlig på et tidspunkt hvor jeg burde stråle og stille og roligt komme i god form til mit livs maraton, fødslen.

I en perfekt verden holdt jeg selvfølgelig alt det brok for mig selv og bare glædes over at være blevet gravid efter over tre års forsøg. Men bloggen er netop til alle sandhederne også de grimme og pinlige.

Og er jeg utrolig taknemmelig og glad for at være gravid. Helt vildt. Men samtidig er jeg ved at gå til i frustration over at have det dårligt og være utilpas 24-7.

Men til det gode: scanningen i fredags gik godt! Alt ser ud som det skal - fostret ligger inde i livmoderen, det har den rette størrelse i forhold til hvor langt jeg bør være henne og der var hjerteblink. SÅ skønt! Min mand sagde det så fint i fredags: Det er den bedste dag siden vores bryllup! Og det havde han virkelig ret i. Det var meget dejligt og har helt sikkert givet noget extra tryghed. Vi skal scannes igen på næste fredag, hvorefter risikoen for spontan abort skulle være noget mindre. (Nå ja, min cyste er vokset igen - selvfølgelig, den satan - så den skal der også holdes lidt øje med, men forhåbentlig går den i sig selv på et tidspunkt.)

I følge scanningen har jeg termin den 16. oktober. Surrealistisk. Men lige nu handler det bare om at tage én dag ad gangen. Håber det snart vender, så jeg også får blogget mere og ikke skal lægge iPad'en fra mig midt i et indlæg for at gå ud og kaste op (yes, that happend).