Mens min facebook feed oversvømmer i updates om 2. barn er på vej og film om hvad den lille nu har lært, prøver jeg at finde min styrke frem igen. Den er gået helt i vinterhi. Har egentlig bare lyst til at melde mig syg og være hjemme. Men sådan er jeg slet ikke, så selvom motivationen er meget svær at finde tropper jeg op på job hver dag. - Og igen i aften efter knap tre timers fri, hvorefter jeg skal til møde.
Men jeg har ikke været oppe og træne i alt for lang tid og den kan mærkes på både krop og sind. Jeg føler mig mere skrøbelig end nogensinde før og frygter at begynde at græde nytårsaften, hvor vi skal være sammen med et vennepar + et par bekendte, som netop har fået deres første barn. Yikes.
Én overskygger dog alle udfordringerne og får dem til at forsvinde for en stund - min mand. Han er simpelthen den mest fantastiske! Vi har det SÅ dejligt sammen og er blevet meget bedre til at takle udfordringerne med fertilitetsbehandlingen sammen. Selv når jeg er allerlængst nede, kan han få et smil frem på mine læber. Da jeg var indlagt og fastende ventede på at få udskrabningen, læste han højt for mig. Han er uden tvivl den aller bedste og eneste ene for mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar