onsdag den 16. september 2015

Barselsstart

Så er jeg i gang med min barsel. Ja, den startede jo i går. Indtil videre ikke super effektiv, men heller ikke helt ved siden af.

Jeg arbejdede en del over min sidste dag - det var sgu svært at nå det hele til tiden og også underligt at skulle overlade alt til andre i så lang tid. Jeg har stadig lidt lyst til at fixe et par ting, men mon jeg ikke bare skal lade tingene være..

Anyway, det blev til en rigtig lang dag og jeg havde ikke ligefrem sovet super natten forinden. Så var rigtig træt i går morges. Heldigvis blev det bedre i løbet af dagen. Så jeg fik da ordnet lidt af de alt for mange ting, jeg mangler at få styr på. Vasket mere tøj, afleveret noget til rens, købt en pakke bleer og så havde jeg besøg af mine forældre. De tager nemlig ud at rejse de næste par uger.

Jeg sover stadig rocker dårligt - håber virkelig ikke det skal være sådan resten af graviditeten. Vågner alt for mange gange og ligger bare dårligt. Får ondt i benene, fødderne og balderne - og maven vejer 100 kg og bliver spændt. Uf.

Efter anbefaling fra en veninde, har jeg bestilt tid hos en akupunktør, som skal sætte "modningsnåle" indtil terminen. Det skulle hjælpe til at forkorte fødslen eller gøre den mere effektiv. Det er jo det rene vås for nogen, men jeg vil meget gerne prøve det. Første gang er næste torsdag.

Jeg har også fået bestilt et par extra ting på nettet og endelig fået gang i øvningen af vejrtrækningsøvelserne igen. Så skal jeg bare fortsætte med det, gerne hver dag. Lettere sagt end gjort, typisk mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar