Næsten en uge inde i min barsel og meget tæt på min termin. Føler mig stadig en del bagud med alt det, jeg gerne vil have ordnet og så er energien heller ikke på sit højeste. Ligesom når man har ferie fra sit job, så fangede jeg mig selvfølgelig også en lille forkølelse i sidste uge, hvilket jo også har påvirket energien negativt. (Ja, dét og så det faktum, at jeg bare sover usandsynligt dårlig 4 ud af 5 nætter. Suk. Vågner et hav af gange og ligger bare dårligt. Æv.)
Nå, men jeg blev også sat lidt bagud i mine forberedelsesplaner i sidste uge, da jeg måtte en tur forbi hospitalet et lille døgn. Torsdag formiddag fik jeg nemlig stød gennem mig og efter et par timers overvejelse med mig selv, besluttede jeg mig for, at jeg hellere lige måtte ringe og tale med en jordemoder om der kunne være sket noget med lillemanden. Jeg kunne mærke ham hoppe i maven, da jeg fik stød, men mærkede ham også bagefter, så var ikke i tvivl om, at der var liv i ham. Konklusionen blev, at jeg skulle komme ind og "få kørt en strimmel" for en sikkerheds skyld. Det har jeg læst om, men ikke prøvet før. Jeg hopper på cyklen med det samme og efter lidt ventetid kommer jeg ind. Der bliver sat to målere på min mave - én til at registrere babys hjertelyd og én til at registrere eventuelle veer. Samtidig skal jeg trykke på en knap hver gang, jeg mærker liv i min mave. Den skal køre i en halv time. Fint.
Den kører og det ser fint ud, men er alligevel lidt stressende at høre hjertelyden hele tiden. Samtidig er jeg efterhånden blevet ret tissetrængende - skulle SÅ meget have været forbi toilettet efter jeg ankom til hospitalet. Da jeg har siddet med udstyret på i en time(!) bliver jeg desperat. Overvejer om jeg skal ringe til dem fra min mobil, da det er det eneste indenfor rækkevidde. Døren ud til gangen er lukket og jeg kan jo næsten ikke bevæge mig pga udstyret på min mave. Synes alligevel det bliver for akavet at ringe og sige "hej, det er mig inde fra stue 2", så jeg vender mig, kæmper lidt og får endelig fat i den røde snor og hiver, så der bliver kaldt på personale. Endelig kommer der en ind til mig - og hun lader selvfølgelig som om, at hun alligevel var på vej. (Yeah, right!)
Resultat af ctg aka strimmel: Lillemanden er i topform, men min livmoder er irriteret og laver konstant små sammentrækninger, hvilket lægen og jordemoderen ikke er glade for. Nå! Det havde jeg ikke forudsat. De vil derfor gerne indlægge mig til observation i 24 timer for at være på den sikre side. What!? Det havde jeg slet ikke set komme.
Jeg ringer til min mand og fortæller om dommen og forsikrer ham samtidig om, at alt er godt med lillemanden og jeg også føler mig OK. Han kommer forbi efter job med et par småting. Jeg har på dette tidspunkt fået mig en sengeplads og ellers bare fået at vide, at jeg skal have kørt et ctg igen senere på aftenen. Manden og jeg bliver anbefalet at finde noget mad sammen i stedet for at blive på afdelingen. Jeg er allerede ved at dø af kedsomhed og utålmodighed, så det er rart at komme lidt ud og gå og være sammen med min dejlige mand. Så snart han var gået hjem og jeg var tilbage på stuen, gik tiden dog i stå igen.
Der kom aldrig nogen og lavede et ctg på mig igen samme aften. Faktisk intet tjek, undersøgelse eller ligende før sengetid. Der kom en og viste mig rundt - "her er noget tøj og her kan du få noget frugt", det var ligesom det. jeg kæmpede mig gennem natten og kl. 6 næste morgen kunne jeg på inden måde sove mere og jeg ville SÅ gerne hjem. Jeg fandt en sygeplejerske og spurgte hende hvornår de kunne køre et ctg igen. Tænkte, de lige kunne sætte det på mig og lade mig sidde med det, og så kunne jeg forhåbentlig komme hjem kort efter. Men ak, det ville tidligst blive kl. 9! Min tålmodighed blev virkelig testet og tænkte, at det var lidt skørt, at jeg havde været derinde hele natten, når jeg bare kunne være taget hjem og kommet igen her til morgen. Nå, jeg ventede og ventede. Fik kørt en strimmel af en meget sød jordemoder. Min livmoder var meget mere tilfreds nu, så jeg skulle bare vente liiiiidt mere og så kom en læge - han talte lidt med mig, mærkede på mig og slap mig så fri. Juhu!
Konklusion:
- Dejligt, at personalet er ekstra grundige, meeen ved ikke hvor nødvendigt det var at indlægge mig, når jeg alligevel ikke blev undersøgt, udspurgt eller noget midt i mellem før morgenen efter. Kunne godt have brugt en løsning midt i mellem.
- Jeg er virkelig dårlig til at være indlagt. Føler mig mere syg og træt og bliver SÅ utålmodig.
- Har fået en endnu større respekt for de stakkels mennesker, som er indlagt i længere tid. For søren, de fortjener en medalje!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar