Her kommer den så - den før omtalte liste...
År 2014 var året hvor:
- Min mand og jeg begyndte icsi-behandling på Rigshospitalet efter alt for mange forsøg med insemination uden held hos en gynækolog
- Jeg troede jeg skulle have et nyt job, men endte med at blive i det gamle året ud
- Jeg endelig tabte mig over 5 kilo - og tog dem på igen senere på året (tak, graviditet der blev til abort)
- Min mand og jeg blev gift efter otte år som kærester (helt i gennem FANTASTISK)
- Jeg blev blev gravid for første gang i mit liv
- Jeg aborterede og gik fik efterfølgende hele to udskrabninger for at fjerne alt graviditetsvæv
- Jeg ventede mere end nogensinde før (ventede på at komme til på Rigshospitalet, ventede på min menstruation, ventede på prøvesvar, ventede på at en cyste skulle forsvinde, ventede på mit hcg-niveau gik i nul osv.)
- Jeg langt om længe begyndte at blogge aktivt om mine oplevelser og følelser om at være ufrivillig barnløs
- Mit ønske for at blive mor og give min mand et barn blev højere end nogensinde før
Jeg håber 2015 byder på en masse dejlige oplevelser og ikke mindst fornyet motivation.
tirsdag den 30. december 2014
søndag den 28. december 2014
Alt for snart et nyt år
Okay, jeg har de sidste par dage skrevet på et nytårs-indlæg. I ved, en slags status over året, som snart er gået, med hvad der er sket. Men jeg blev simpelthen så ked af det. Det føles som om, jeg intet har opnået i 2014. Eller som om, at alt godt - alt tæt på succes - går i stykker lige inden jeg når i mål. Og så er jeg herre-dårlig til med det samme at rejse mig op og køre hårdt på igen.
Måske er det allemest fordi jeg føler, at jeg starter 2015 samme sted, hvor jeg startede 2014. Bare ældre, tykkere og ikke inde i en regelmæssig cyklus. Crap!
Derfor har jeg allermest lyst til at gemme mig under dynen og ignorere at et nyt år er lige på trapperne. Hvilket er rimelig meget hvad jeg har gjort i dag. (Jeg er nemlig også ramt at den klassiske flere-dages-fri-fra-arbejde-så-halsen-krasser-og-næsen-snotter. Please, røde næse, hold dig væk til nytår!)
Og det er jo løgn, at 2014 har været rent lort og jeg intet har opnået. Jeg blev gift med den allerbedste mand OG jeg blev gravid. August og september var helt fantastiske måneder, hvor min mand og jeg var på den anden ende af lykke. Åh, please, lad os få mere af det i 2015!
Måske er det allemest fordi jeg føler, at jeg starter 2015 samme sted, hvor jeg startede 2014. Bare ældre, tykkere og ikke inde i en regelmæssig cyklus. Crap!
Derfor har jeg allermest lyst til at gemme mig under dynen og ignorere at et nyt år er lige på trapperne. Hvilket er rimelig meget hvad jeg har gjort i dag. (Jeg er nemlig også ramt at den klassiske flere-dages-fri-fra-arbejde-så-halsen-krasser-og-næsen-snotter. Please, røde næse, hold dig væk til nytår!)
Og det er jo løgn, at 2014 har været rent lort og jeg intet har opnået. Jeg blev gift med den allerbedste mand OG jeg blev gravid. August og september var helt fantastiske måneder, hvor min mand og jeg var på den anden ende af lykke. Åh, please, lad os få mere af det i 2015!
mandag den 22. december 2014
En lille bitte god nyhed
Endelig er mit hcg-niveau ved at være helt nede - det er i dag blevet mål til 1! Ja tak. Lad os så komme videre fra den missed abortion. Nu bør der komme orden i min cyklus, så vi kan starte en ny omgang op hurtigst muligt i det nye år. Yay, en lille bitte god nyhed. Men lidt har også ret.
lørdag den 20. december 2014
Skud ud
I mens jeg ikke får skrevet på min egen blog, læser jeg flittigt på alle de andre dejlige blogs, jeg har fundet. Tusind tak fordi I er derude og hjælper med at sætte ord på alle de følelser og situationer jeg oplever som barnløs i fertilitetsbehandling!
Det er fandeme rart, når andre også brokker sig, skaber sig, er kede af det, frustrerede eller bare venter endnu en gang. Ingen kan beskrive min liv for tiden så godt som Jer!
Især et skud ud til tetristanker, sommerfuglenudenvinger, erduherikkesnart og nillern, som jeg (lidt for?) ofte klikker ind på. - Og til alle dem, som jeg klikker ind på, men som derefter forsvinder for mig i cyberspace fordi jeg er en hat. TAK! I gør det svære nemmere - og får et smil frem på mine læber, når I gang på gang rammer spot on på livet som f***ing barnløs.
søndag den 14. december 2014
En graviditet & to udskrabninger
Til dem der nu og da klikker sig herind - jeg beklager de få posts på det seneste. Jeg er ikke lige på toppen - surprice..!
Min weekend blev ikke helt som planlagt:
- Sidste fredag var mit hcg niveau nede på 13
- I torsdags blev det målt igen og lå stadig på 13
- Pga ovenstående lavede sygeplejersken fra fertilitetsklinikken en tid til scanning på gynækologisk afdeling fredag formiddag
- "Mød fastende for en sikkerheds skyld" blev der sagt
- Scanneren er knap sat i mig, før lægen siger: "Ja, der er noget, der skal fjernes"
- Indlægges, fjerner neglelak og ringer til min mand - så ligger jeg der igen og venter på en udskrabning
- Sygeplejerskerne prøver at fortrøste mig med at jeg da "har masser af tid endnu", men tager det lidt i sig igen, da hun ser min alder for enden af sengen. Akavet.
- Indgrebet går ok, men min livmoderhals har åbenbart snørret sig sammen og lægen kan næsten ikke komme til. Jeg blev ikke klogere på at den altid har været sådan, om det er noget og nyt om det kan betyde noget for min fortsatte fertilitetsbehandling(!?)
- Lægen mener at min menstruation bør komme indenfor et par uger nu og jeg bør ikke bløde helt vildt inden da. Tak!
- Lørdag byder på julefrokost med min mands barndomsvenner og en bunke mennesker jeg ikke har mødt før
- Surprice, en af gæsterne er gravid - to uger længere henne end hvad jeg ville være, hvis ikke det var gået galt. Jeg blev grøn af misundelse og min mand havde da også lidt svært ved at svare, da den gravides kæreste selvfølgelig spørger: "Hvornår skal I så have børn?" (De spurgte jo sikkert i god tro, men burde man ikke generelt formulere sig lidt anderledes? Fx spørge "kan I godt tænke Jer at få børn?" Det er jo heller ikke givet, at alle gerne vil have børn...)
Status: Har stadig kun prøvet at være gravide én gang, men har fået to udskrabninger af samme graviditet. Er fandens træt af det hele pt, men har fået lidt af min fandenivoldskhed tilbage, hvilket jeg tænker er et godt tegn.
Min weekend blev ikke helt som planlagt:
- Sidste fredag var mit hcg niveau nede på 13
- I torsdags blev det målt igen og lå stadig på 13
- Pga ovenstående lavede sygeplejersken fra fertilitetsklinikken en tid til scanning på gynækologisk afdeling fredag formiddag
- "Mød fastende for en sikkerheds skyld" blev der sagt
- Scanneren er knap sat i mig, før lægen siger: "Ja, der er noget, der skal fjernes"
- Indlægges, fjerner neglelak og ringer til min mand - så ligger jeg der igen og venter på en udskrabning
- Sygeplejerskerne prøver at fortrøste mig med at jeg da "har masser af tid endnu", men tager det lidt i sig igen, da hun ser min alder for enden af sengen. Akavet.
- Indgrebet går ok, men min livmoderhals har åbenbart snørret sig sammen og lægen kan næsten ikke komme til. Jeg blev ikke klogere på at den altid har været sådan, om det er noget og nyt om det kan betyde noget for min fortsatte fertilitetsbehandling(!?)
- Lægen mener at min menstruation bør komme indenfor et par uger nu og jeg bør ikke bløde helt vildt inden da. Tak!
- Lørdag byder på julefrokost med min mands barndomsvenner og en bunke mennesker jeg ikke har mødt før
- Surprice, en af gæsterne er gravid - to uger længere henne end hvad jeg ville være, hvis ikke det var gået galt. Jeg blev grøn af misundelse og min mand havde da også lidt svært ved at svare, da den gravides kæreste selvfølgelig spørger: "Hvornår skal I så have børn?" (De spurgte jo sikkert i god tro, men burde man ikke generelt formulere sig lidt anderledes? Fx spørge "kan I godt tænke Jer at få børn?" Det er jo heller ikke givet, at alle gerne vil have børn...)
Status: Har stadig kun prøvet at være gravide én gang, men har fået to udskrabninger af samme graviditet. Er fandens træt af det hele pt, men har fået lidt af min fandenivoldskhed tilbage, hvilket jeg tænker er et godt tegn.
mandag den 8. december 2014
Vinterhi
Mens min facebook feed oversvømmer i updates om 2. barn er på vej og film om hvad den lille nu har lært, prøver jeg at finde min styrke frem igen. Den er gået helt i vinterhi. Har egentlig bare lyst til at melde mig syg og være hjemme. Men sådan er jeg slet ikke, så selvom motivationen er meget svær at finde tropper jeg op på job hver dag. - Og igen i aften efter knap tre timers fri, hvorefter jeg skal til møde.
Men jeg har ikke været oppe og træne i alt for lang tid og den kan mærkes på både krop og sind. Jeg føler mig mere skrøbelig end nogensinde før og frygter at begynde at græde nytårsaften, hvor vi skal være sammen med et vennepar + et par bekendte, som netop har fået deres første barn. Yikes.
Én overskygger dog alle udfordringerne og får dem til at forsvinde for en stund - min mand. Han er simpelthen den mest fantastiske! Vi har det SÅ dejligt sammen og er blevet meget bedre til at takle udfordringerne med fertilitetsbehandlingen sammen. Selv når jeg er allerlængst nede, kan han få et smil frem på mine læber. Da jeg var indlagt og fastende ventede på at få udskrabningen, læste han højt for mig. Han er uden tvivl den aller bedste og eneste ene for mig!
Men jeg har ikke været oppe og træne i alt for lang tid og den kan mærkes på både krop og sind. Jeg føler mig mere skrøbelig end nogensinde før og frygter at begynde at græde nytårsaften, hvor vi skal være sammen med et vennepar + et par bekendte, som netop har fået deres første barn. Yikes.
Én overskygger dog alle udfordringerne og får dem til at forsvinde for en stund - min mand. Han er simpelthen den mest fantastiske! Vi har det SÅ dejligt sammen og er blevet meget bedre til at takle udfordringerne med fertilitetsbehandlingen sammen. Selv når jeg er allerlængst nede, kan han få et smil frem på mine læber. Da jeg var indlagt og fastende ventede på at få udskrabningen, læste han højt for mig. Han er uden tvivl den aller bedste og eneste ene for mig!
fredag den 5. december 2014
Op ad bakke
Mit internet er nede i dag, så jeg forsøger mig med et indlæg fra min trætte mobil..
Denne uge har været hård. Jeg har været rigtig træt og ked af det. Underligt nok mere ked af det her to måneder efter min abort end dagen efter. Udover at min krop ikke rigtig kan komme sig efter aborten (sygeplejersken sagde i dag at de tydeligvis ikke havde fjernet alt under operationen det er derfor der stadig er alt for meget der skal ud), så tager det pludselig rigtig hårdt på mig med al den spildtid. Måske er det fordi jeg faktisk blev gravid og nu ikke kan lade være med at tænke på, hvordan det ville være hvis graviditeten var gået godt. Men jeg bliver jo heller ikke yngre. Jeg er fucking 31 år nu!
Da vi skulle insemineres første gang troede jeg, at jeg ville blive gravid i første hug. Jeg havde også rimelig høje forventninger da vi så skulle i reagensglas behandling i år. Og man fik tre forsøg, så måtte jeg da snart blive gravid. Men så nemt skal det ikke være. Alt muligt kan komme i vejen og give endnu mere ventetid. Nu er året snart ovre og i dag har jeg fået endeligt besked - vi når ikke et forsøg mere inden nytår. Mit krop skal komme sige helt og mit hCG være helt nede (det er i dag målt til 13, yay).
Selvom jeg egentlig godt vidste at chancen for at nå et forsøg inden nytår var meget lille, håbede jeg alligevel til det sidste. Et forsøg på et år... Uoverskueligt.
Frygten for at der kommer til at gå lang tid før min mand og jeg får vores eget barn i vores arme er blevet alt for stor på det seneste. Men jeg ser bare månederne flyve forbi mens jeg stadig prøver at komme tilbage i cyklus efter en abort. Hvis jeg skal i gennem flere aborter... Kan slet ikke overskue al den tid der forsvinder.. Samtidig er min ønske om at blive mor større end nogensinde.
Puha, nu kan jeg for alvor mærke det hårde ved at være i fertilitetsbehandling. Håber jeg snart finder fornyet styrke. Kære Julemand, sender du ikke en stor portion girl power til mig i år?
Denne uge har været hård. Jeg har været rigtig træt og ked af det. Underligt nok mere ked af det her to måneder efter min abort end dagen efter. Udover at min krop ikke rigtig kan komme sig efter aborten (sygeplejersken sagde i dag at de tydeligvis ikke havde fjernet alt under operationen det er derfor der stadig er alt for meget der skal ud), så tager det pludselig rigtig hårdt på mig med al den spildtid. Måske er det fordi jeg faktisk blev gravid og nu ikke kan lade være med at tænke på, hvordan det ville være hvis graviditeten var gået godt. Men jeg bliver jo heller ikke yngre. Jeg er fucking 31 år nu!
Da vi skulle insemineres første gang troede jeg, at jeg ville blive gravid i første hug. Jeg havde også rimelig høje forventninger da vi så skulle i reagensglas behandling i år. Og man fik tre forsøg, så måtte jeg da snart blive gravid. Men så nemt skal det ikke være. Alt muligt kan komme i vejen og give endnu mere ventetid. Nu er året snart ovre og i dag har jeg fået endeligt besked - vi når ikke et forsøg mere inden nytår. Mit krop skal komme sige helt og mit hCG være helt nede (det er i dag målt til 13, yay).
Selvom jeg egentlig godt vidste at chancen for at nå et forsøg inden nytår var meget lille, håbede jeg alligevel til det sidste. Et forsøg på et år... Uoverskueligt.
Frygten for at der kommer til at gå lang tid før min mand og jeg får vores eget barn i vores arme er blevet alt for stor på det seneste. Men jeg ser bare månederne flyve forbi mens jeg stadig prøver at komme tilbage i cyklus efter en abort. Hvis jeg skal i gennem flere aborter... Kan slet ikke overskue al den tid der forsvinder.. Samtidig er min ønske om at blive mor større end nogensinde.
Puha, nu kan jeg for alvor mærke det hårde ved at være i fertilitetsbehandling. Håber jeg snart finder fornyet styrke. Kære Julemand, sender du ikke en stor portion girl power til mig i år?
mandag den 1. december 2014
Status: 8 uger efter abort
I dag var jeg jo på Riget for at blive scannet og forhåbentlig starte en ny behandling. Men mine bange anelser var sande, og det var heller ikke min menstruation i lørdags. Min krop er ved at kalibrillere. Jeg har åbenbart stadig flere(!) blødninger liggende inde i mig, som skal ud. (Undskyld mig, var det ikke dem, som skulle fjernes ved den udskrabning jeg fik efter 19 timers faste!?) Mit hcg er nu nede på 19 og hvis jeg pjask-bløder (citat: Lægen på Riget) inden på fredag, kan de scanne mig og se om jeg er klar til en ny opstart der. Ellers tager de bare en ny blodprøve.
Jeg har nu været i efterdønningerne af udskrabningen, som jeg var gravid. (Jeg gentager mig selv, men FUCK, hvor jeg håber, at jeg ikke skal i gennem det igen, nogensinde!)
Men status er: Der skal vold meget blod ud af mig endnu før min krop er klar til at starte cyklus op igen og jeg kan begynde en ny behandling. Altså, går jeg nu og både håber, men også frygter, at det pludselig vælter ud af mig. (Det er jo sket to gange før i denne proces. Heldigvis ikke i Netto eller midt i en arbejdsdag - håber virkelig også jeg kan undgå det denne gang.)
Så ingen lyse jeans denne uge. Men er der mon noget man kan gøre for at fremtvinge at ophobet blod bevæger sig ud af ens underliv..?
Copy-paste fra en anden blog
Faldt lige over dette gamle indlæg fra denne blog da jeg søgte efter et billede. Må indrømme, at jeg er ret enig..
- Accidental Pregnancies - So I have been trying for years to get pregnant, you go slut around and accidentally get pregnant?
- Immediate Pregnancies - You quit taking your birth control last month and now you are pregnant?
- People Who Give You Retarded Advice -
- My friend adopted a baby and got pregnant right away, you should do that
- Get drunk, people always get pregnant when they are drunk (Yes, they do. Because they are
intoxicated and forget to take precautions.)
- Whiny Girls That Pretend They Are Infertile - Trying for 5 months is not suffering from infertility. It takes a year on average to get pregnant. I get that it might FEEL like infertility but it just isn't. After YEARS of trying, I can't even remember what trying for 5 months is like.
- Stupid Pregnancy Announcements on Facebook These can be cute, but they still really annoy me, and unless you are a best friend of mine, I will totally hide all your updates after you do this.
- Pregnant Girls That Don't Research Pregnancy - If you are having a baby, and I can't, at least have the decency to care about your pregnancy and birth OK?
- People That Have Kids And Are Awful Parents - I am not one of those people that thinks you should have to have a license to breed. But seriously, if you are giving your kid a baby bottle with soda in it and letting your 2 year old climb up the shelves at Wal-Mart, I can't help but think "Seriously, you can reproduce and I can't?!?!"
- Pregnancy Tests - Because they are ALWAYS negative, but sometimes you just can't help yourself.
søndag den 30. november 2014
Googlemonstret
Googlemonstret er kommet frem fra sit skjul. Synes kun det har holdt sig væk meget kort tid ad gangen siden aborten, og det er som om jeg har været hele internettet i gennem og er begyndt at klikke på links, jeg allerede har læst. Suk. Prøver at finde på nye formuleringer, så der kan dukke nye, spændende ting frem, men det sker ligesom ikke. Og det hjælper jo heller ikke at google. Jeg ved det jo godt. Lige gyldigt hvad du taster ind kan der findes svar i øst og vest. Især når der googles graviditets- og cyklussymptomer. Alligevel gør jeg det igen og igen.
I morgen skal jeg til scanning - i lørdags kom der nemlig pludselig blod ud af mig efter to uger uden. Juhu!, tænkte jeg, min krop er back on track! Men blodet kunne ikke engang fylde en tampon og er pist forsvundet igen, så nu bliver jeg selvfølgelig i tvivl om, om det heller ikke denne gang var min menstruation. Det må de gøre mig klogere på i morgen tidlig på Riget - krydser mine fingre. Vil SÅ gerne nå et forsøg til inden jul og nytår. (Om 10 dage er det TRE ÅR siden, jeg smed p-pillerne).
onsdag den 26. november 2014
Dilemma og alt for mange tanker
En af de aftener, hvor jeg bare har lyst til at gemme mig væk og lade som om at hverdagen ikke eksisterer. Har en rigtig presset arbejdsdag foran mig i morgen og kan mærke det påvirker mig helt vildt meget. Det gør det ikke bedre at læse blogs med smukke, seje gravide kvinder og derved komme til at tænke på, at jeg ville være snart fire måneder henne i dag, hvis alt var gået efter planen.
Udover hele udfordringen omkring fertilitetsbehandling og alt hvad det fører med sig, har jeg også mange tanker om mit job. Jeg har i lang tid tænkt at jeg ville noget andet, men har svært ved at finde ud af hvad. Jeg vil ikke skifte job for enhver pris, men jeg har brug for et job, som er mere flexibelt, stabilt og med bedre forhold og også gerne udviklingsmuligheder. Samtidig synes jeg, at det er svært at søge et nyt job mens jeg er i fertilitetsbehandling. Lige nu både bor og arbejder jeg ret tæt på det sygehus, hvor jeg er i behandling, og det er forholdsvis nemt at finde tid til scanninger om morgenen/formiddagen, men til gengæld presset, når jeg skal sygemeldes i forbindelse med ægudtagning. (Har jo kun prøvet én ægudtagning indtil videre).
I en ønskeverden bliver jeg gravid og søger så nyt job og får det enten mens jeg er gravid eller efter jeg har født. Men nu er snart gået tre år uden det er sket, så jeg kan jo heller ikke bare vente og regne med at det snart kommer. Udover at jeg ikke bliver yngre i forhold til graviditet og blive mor, så bliver jeg jo heller ikke ligefrem yngre i forhold til et eventuelt brancheskift.
Det er ikke altid nemt at være voksen.
Udover hele udfordringen omkring fertilitetsbehandling og alt hvad det fører med sig, har jeg også mange tanker om mit job. Jeg har i lang tid tænkt at jeg ville noget andet, men har svært ved at finde ud af hvad. Jeg vil ikke skifte job for enhver pris, men jeg har brug for et job, som er mere flexibelt, stabilt og med bedre forhold og også gerne udviklingsmuligheder. Samtidig synes jeg, at det er svært at søge et nyt job mens jeg er i fertilitetsbehandling. Lige nu både bor og arbejder jeg ret tæt på det sygehus, hvor jeg er i behandling, og det er forholdsvis nemt at finde tid til scanninger om morgenen/formiddagen, men til gengæld presset, når jeg skal sygemeldes i forbindelse med ægudtagning. (Har jo kun prøvet én ægudtagning indtil videre).
I en ønskeverden bliver jeg gravid og søger så nyt job og får det enten mens jeg er gravid eller efter jeg har født. Men nu er snart gået tre år uden det er sket, så jeg kan jo heller ikke bare vente og regne med at det snart kommer. Udover at jeg ikke bliver yngre i forhold til graviditet og blive mor, så bliver jeg jo heller ikke ligefrem yngre i forhold til et eventuelt brancheskift.
Det er ikke altid nemt at være voksen.
søndag den 23. november 2014
Venter stadig og læser i mens en fin artikel
Jeg synes der er gået lidt for lang tid siden mit sidste indlæg, men sagen er den, at jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal skrive. Venter jo stadig på at min cyklus kommer i gang igen. Har netop fået mail fra min læge om at mit hcg-niveau nu er nede på 46 og jeg ikke behøver at komme ind til flere blodprøver. Har jo fået taget en blodprøve minimum én gang om ugen de sidste 7 uger. Jeg stoppede endelig med at bløde sidste uge (welcome back, sexliv - juhu!) og tænker at min menstruation nu burde være på vej. Det kan kun gå for langsomt!
Men jeg prøver at stoppe mig selv i at gentage mine frustrationer omkring ventetid, og linker nu bare til denne artikel fra Dagbladet Information - Jeg troede, alle kunne få børn. Jeg faldt over den, da en veninde havde "liket" den på facebook i dag.
Både på Informations hjemmeside og deres facebookside er der selvfølgelig kommet en masse kommentarer af forskellig art. Jeg kan tale både for og imod flere dele af indholdet i artiklen, men synes mest af alt den er en fin beskrivelse af mange af de følelser jeg også har som ufrivillig barnløs.
Men jeg prøver at stoppe mig selv i at gentage mine frustrationer omkring ventetid, og linker nu bare til denne artikel fra Dagbladet Information - Jeg troede, alle kunne få børn. Jeg faldt over den, da en veninde havde "liket" den på facebook i dag.
Både på Informations hjemmeside og deres facebookside er der selvfølgelig kommet en masse kommentarer af forskellig art. Jeg kan tale både for og imod flere dele af indholdet i artiklen, men synes mest af alt den er en fin beskrivelse af mange af de følelser jeg også har som ufrivillig barnløs.
fredag den 14. november 2014
Aldrig igen (please)
Min krop er simpelthen ikke lavet til at få en abort! Jeg håber virkelig, jeg aldrig skal gennem det igen. Er SÅ træt af det! Alt for meget blod, alt for mange bind (tamponer er forbudt) og alt for lidt sex!
Det er i dag 6 uger siden jeg fik en udskrabning efter en såkaldt missed abortion og min cyklus er stadig på vildspor. I dag føles det faktisk som om jeg har ægløsning, men der har jo ikke været meget action under bæltestedet denne uge eftersom blodet har overtaget mit underliv igen. Crap!
Håber virkelig min krop snart er back on track og vi kan nå at få lagt æg op igen inden klinikken går på juleferie. (Ja, det sker åbenbart allerede 5. december). Og det var så det år! Én ægudtagning har vi nået i år, én! Please vi kan nå at squeeze en extra med - kom nuuuuu, krop!
mandag den 10. november 2014
Det Røde Hav
Hvor meget blod kan der komme efter en udskrabning!? Det er nu over 5 uger siden og jeg bløder fandeme stadig. Heldigvis har der været nogle pauser (ellers ville vores sexliv jo være dømt helt ude) og troede faktisk den ene gang, at det nu var min menstruation. Men nej, mit hcg-tal er stadig forhøjet og jeg citerer lægen, der scannede mig for et par dage siden "du er slet ikke inde i en almindelig cyklus endnu". Jamen, tak for det da. Jeg venter da bare lidt længere. Tror næsten jeg har brugt halvdelen af 2014 på at vente!
Krydser fingre for at mit hcg-tal endelig er så godt som i nul i slutningen af ugen. Det havde åbenbart også været meget højt i forhold til hvor langt jeg var henne (over 80.000 i 7.-8. uge), men det må sgu gerne fyre op for halveringstiden.
Håber aldrig jeg skal i gennem en abort igen.
fredag den 7. november 2014
Nu på Bloglovin
Efter opfordring af en anden blogger, forsøger jeg nu at oprette mig på Bloglovin. Måske kan det hjælpe mig med at få nogle læsere - og om ikke andet bliver klogere på blogland og ikke glemme fine blogs, når jeg falder over dem. Ih, jeg vil blive glad hvis jeg får nogle faste læsere engang!
søndag den 2. november 2014
Et år ældre
Så skete det. Endnu en fødselsdag uden et barn eller en graviditet. Eller, jeg er jo faktisk nået et skridt videre. Nu kan jeg sige, at jeg har været gravid. Hvilket jo er fantastisk. Meeeen det der er knap så fantastisk er, at jeg ikke aner, hvornår jeg bliver gravid igen og om det så lykkes at få et rask barn ud.
Jeg endte med at have en rigtig dejlig fødselsdag i går, men jeg undgik ikke tårer. Faktisk blev jeg lidt overasket over det. Ud af det blå kom de - lige inden vi skulle have gæster selvfølgelig. Og jeg kunne næsten ikke stoppe igen. Så fucking uretfærdigt, at jeg stod her til min fødselsdag og burde være ca. 3 måneder gravid, men nej, sådan skulle det ikke være. Og det gør ondt. Tænk at det skal være så svært at få børn...
Til gengæld fik jeg fortalt om det hele til en af mine veninder i fredags. Jeg har ville fortælle det til hende så mange gange uden at få det gjort. Men det var så rart. Så håber jeg bare, jeg snart kan fortælle hende, at jeg er gravid (igen).
Jeg endte med at have en rigtig dejlig fødselsdag i går, men jeg undgik ikke tårer. Faktisk blev jeg lidt overasket over det. Ud af det blå kom de - lige inden vi skulle have gæster selvfølgelig. Og jeg kunne næsten ikke stoppe igen. Så fucking uretfærdigt, at jeg stod her til min fødselsdag og burde være ca. 3 måneder gravid, men nej, sådan skulle det ikke være. Og det gør ondt. Tænk at det skal være så svært at få børn...
Til gengæld fik jeg fortalt om det hele til en af mine veninder i fredags. Jeg har ville fortælle det til hende så mange gange uden at få det gjort. Men det var så rart. Så håber jeg bare, jeg snart kan fortælle hende, at jeg er gravid (igen).
fredag den 24. oktober 2014
Ventetid
Når man er i fertilitetsbehandling er der rigtig meget ventetid. Man venter på at komme tid, venter på at få sin menstraution, venter på svar på prøver osv.
Sidder i skrivende stund og venter på Rigshospitalet - i helt bogstaveligste forstand. Skal til kontrol af en cyste jeg fik i forbindelse med min graviditet. Det sidste stykke tid op til jeg fik en udskrabning var den godt 9 cm i diameter. Efter udskrabningen generede den mig rigtig meget, men jeg havde først fået tid til en kontrol den 18. november. Efter lidt ringen rundt med skiftevis vrede, smerte og gråd i stemmen fik jeg en tid i dag. Og det burde gå hurtigt, sagde de. ...
Nu har jeg så ventet en time.. Og jeg må ikke spise - hvis de nu skal fjerne den akut. Jeg er ikke så godt til at vente - skulle have taget et magasin med - men prøver at fixe lidt emails osv. Men er mest af alt sulten!
Regner dog med, at cysten har trukket sig sammen, da jeg den seneste uge næsten ikke har mærket noget til den. Så kan jeg forhåbentlig få en god frokost snart og komme ud og spise lækkert med manden og venner, som det er planen.
tirsdag den 21. oktober 2014
Limbo
Har svært ved at få skrevet selvom der egentlig har været masser at skrive om. Føler mig i et underligt limbo. Midt mellem ingenting og alting. De fleste dage på jobbet går fint, men herhjemme er jeg rastløs og får alligevel ikke lavet noget. Får heller ikke trænet, har taget på siden graviditeten og føler mig tyk og nederen. Derudover er der tankerne som sniger sig frem ind i mellem - hvornår mon jeg bliver gravid igen? Og lykkes det så? Eller skal vi det hele i gennem mange gange?
Samtidig suser tiden afsted. Jeg har snart fødselsdag og kan ikke rigtig overskue det. Endnu en fødselsdag uden et barn eller bare en graviditet og aller værst - uden at vide hvornår eller om det sker..!
Håber jeg snart kan få brudt min boble og blive gladere igen. Nå ja, og så ville det heller ikke være dårligt hvis mit graviditetshormon snart faldt helt, jeg stoppede med at bløde fra aborten og kunne køre videre med min almindelige cyklus.. Alt for meget spildtid, hvilket ikke ligefrem hjælper på humøret.
Samtidig suser tiden afsted. Jeg har snart fødselsdag og kan ikke rigtig overskue det. Endnu en fødselsdag uden et barn eller bare en graviditet og aller værst - uden at vide hvornår eller om det sker..!
Håber jeg snart kan få brudt min boble og blive gladere igen. Nå ja, og så ville det heller ikke være dårligt hvis mit graviditetshormon snart faldt helt, jeg stoppede med at bløde fra aborten og kunne køre videre med min almindelige cyklus.. Alt for meget spildtid, hvilket ikke ligefrem hjælper på humøret.
onsdag den 8. oktober 2014
For godt til at være sandt
Åh! Det skal åbenbart ikke være nemt for os (altså mig og min mand). Ja, der var to fostre og ja, det ene blev udstødt, men det andet udviklede sig heller ikke.. Så efter en del flere scanninger, endnu flere læger og nogle aaaalt for lange dage, fik jeg at vide, at jeg skulle have en udskrabning - en ufrivillig abort.
Så det hele var for godt til at være sandt. Det var ikke vores tur til at være ovenud lykkelige. Vores kamp for en fuldtendt graviditet og et barn skulle ikke ende nu. Jeg synes det er PISSE UNFAIR! Det hele passede så godt sammen, alt faldt på plads og næsten tre års kamp så ud til at være ovre. Men nej. Uoverskueligt. Det er sgu ikke så nemt at blive voksen.
Vi fik en tid til fredag kl. 9 og jeg skulle møde ind fastende. Jeg har normalt ikke nemt ved at undvære morgenmad, men i kombination med morgenkvalmen (aka 24-7 dårlighed og opkast) var det ulideligt og det var endnu værre at kaste op. Føj!
Efter lidt ventetid blev jeg scannet igen, de printede en masse billeder og fandt ud af, at det var bedst for mig med en kirurgisk udskrabning. Men de havde ikke plads til mig(!) Dog ville kirurgerne helst operere mig samme dag (tak).
Det endte med at vi skulle gå hjem - vi bor tæt på hospitalet - hvor jeg skulle tage nogle stikpiller og ligge stille. Samtidig fik jeg et hul på tre kvarter, hvor jeg måtte drikke vand - win! Vi gik hjem og jeg blev SÅ dårlig - var allerede herresulten, men havde jo heller ikke spist noget siden aftenen før. (Jeg bliver aldrig anorektiker!)
To timer senere havde vi tid på hospitalet og jeg var SÅ klar til at få det overstået. Jeg har aldrig før været indlagt, så det var en hel ny verden for mig. Jeg fik en seng, noget tøj mv. Det blev noteret at jeg havde feber, men ellers blev vi efterladt. Vi fik dog lige at vide, at der var lidt ventetid. "Nu siger du lidt ventetid - hvad er definitionen på det hos jer?" Sosu'en måtte ud og tjekke og kom tilbage med svaret: "Der kan godt gå op til 2,5 time" LIDT ventetid!? Jeg er SÅ FUCKING SULTEN! (Nå ja, og så magter jeg faktisk ikke, at jeg skal have en abort, når jeg nu endelig var blevet gravid og alt skulle blive godt.)
Det var minutter og timer som gik meget langsomt. Min mand fik lidt at spise og fik læst rigtig meget i en ny bog. Jeg lå bare og kiggede. Kunne ikke overskue at læse, se tv, høre radio eller tjekke sociale medier.. Det endte med at jeg fastede i 19 timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Jeg kom til kl. 18 om aftenen.
Den lille silver lining var, at jeg med det samme efter operationen havde det meget bedre. Ingen kvalme, ingen feber, ingen dårlighed. Kun sult, som heldigvis blev stillet meget hurtigt - nå ja, og så et knust hjerte, men det mærkede jeg først rigtigt dagen efter.
Nu sidder jeg så her. Fem dage senere. Har ikke grædt super meget, men det kommer i små øjeblikke. Men det er hårdt. Kan slet ikke overskue at starte forfra. Hvor lang tid kommer det til at tage før jeg bliver gravid igen? Vil det lykkes næste gang, jeg bliver gravid?
Nå ja, og så jokeren - jeg har fået en cyste i forbindelse med graviditeten. En cyste med vokseværk. 9 cm. stor klippert inde i mit underliv. Den skal vi lige holde øje med, siger lægerne. Ja, det er fint - men skal den nu til at forstyrre min næste mulighed for fertilitetsbehandling? Tænkte ikke lige over det, da jeg efter udskrabningen og 19 timers faste fik en tid til kontrol om 6 uger. Men hallo - kontrol om seks uger - og så først senere en evt fjernelse af den. Det gider jeg da ikke vente på! Åndssvagt! Må ringe til fertilitetsklinikken og spørge om cysten vil forstyrre mit forløb. (Og krydse fingre for jeg snart stopper med at bløde, så vi kan få vores sexliv tilbage og føle os bare lidt normale og rykke tættere på det næste forsøg. For søren)
Så det hele var for godt til at være sandt. Det var ikke vores tur til at være ovenud lykkelige. Vores kamp for en fuldtendt graviditet og et barn skulle ikke ende nu. Jeg synes det er PISSE UNFAIR! Det hele passede så godt sammen, alt faldt på plads og næsten tre års kamp så ud til at være ovre. Men nej. Uoverskueligt. Det er sgu ikke så nemt at blive voksen.
Vi fik en tid til fredag kl. 9 og jeg skulle møde ind fastende. Jeg har normalt ikke nemt ved at undvære morgenmad, men i kombination med morgenkvalmen (aka 24-7 dårlighed og opkast) var det ulideligt og det var endnu værre at kaste op. Føj!
Efter lidt ventetid blev jeg scannet igen, de printede en masse billeder og fandt ud af, at det var bedst for mig med en kirurgisk udskrabning. Men de havde ikke plads til mig(!) Dog ville kirurgerne helst operere mig samme dag (tak).
Det endte med at vi skulle gå hjem - vi bor tæt på hospitalet - hvor jeg skulle tage nogle stikpiller og ligge stille. Samtidig fik jeg et hul på tre kvarter, hvor jeg måtte drikke vand - win! Vi gik hjem og jeg blev SÅ dårlig - var allerede herresulten, men havde jo heller ikke spist noget siden aftenen før. (Jeg bliver aldrig anorektiker!)
To timer senere havde vi tid på hospitalet og jeg var SÅ klar til at få det overstået. Jeg har aldrig før været indlagt, så det var en hel ny verden for mig. Jeg fik en seng, noget tøj mv. Det blev noteret at jeg havde feber, men ellers blev vi efterladt. Vi fik dog lige at vide, at der var lidt ventetid. "Nu siger du lidt ventetid - hvad er definitionen på det hos jer?" Sosu'en måtte ud og tjekke og kom tilbage med svaret: "Der kan godt gå op til 2,5 time" LIDT ventetid!? Jeg er SÅ FUCKING SULTEN! (Nå ja, og så magter jeg faktisk ikke, at jeg skal have en abort, når jeg nu endelig var blevet gravid og alt skulle blive godt.)
Det var minutter og timer som gik meget langsomt. Min mand fik lidt at spise og fik læst rigtig meget i en ny bog. Jeg lå bare og kiggede. Kunne ikke overskue at læse, se tv, høre radio eller tjekke sociale medier.. Det endte med at jeg fastede i 19 timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Jeg kom til kl. 18 om aftenen.
Den lille silver lining var, at jeg med det samme efter operationen havde det meget bedre. Ingen kvalme, ingen feber, ingen dårlighed. Kun sult, som heldigvis blev stillet meget hurtigt - nå ja, og så et knust hjerte, men det mærkede jeg først rigtigt dagen efter.
Nu sidder jeg så her. Fem dage senere. Har ikke grædt super meget, men det kommer i små øjeblikke. Men det er hårdt. Kan slet ikke overskue at starte forfra. Hvor lang tid kommer det til at tage før jeg bliver gravid igen? Vil det lykkes næste gang, jeg bliver gravid?
Nå ja, og så jokeren - jeg har fået en cyste i forbindelse med graviditeten. En cyste med vokseværk. 9 cm. stor klippert inde i mit underliv. Den skal vi lige holde øje med, siger lægerne. Ja, det er fint - men skal den nu til at forstyrre min næste mulighed for fertilitetsbehandling? Tænkte ikke lige over det, da jeg efter udskrabningen og 19 timers faste fik en tid til kontrol om 6 uger. Men hallo - kontrol om seks uger - og så først senere en evt fjernelse af den. Det gider jeg da ikke vente på! Åndssvagt! Må ringe til fertilitetsklinikken og spørge om cysten vil forstyrre mit forløb. (Og krydse fingre for jeg snart stopper med at bløde, så vi kan få vores sexliv tilbage og føle os bare lidt normale og rykke tættere på det næste forsøg. For søren)
lørdag den 27. september 2014
Nye udfordringer
Jeg burde være i den største lykkerus - endelig gravid efter næsten tre års forsøg. Men i stedet er jeg faldet ned i en trummerum, hvor kvalmen har overtaget og stjålet både energi og humør. Det er ikke til at holde ud! Et er, at jeg kaster op hver morgen, men værre er det faktisk, at kvalmen ikke forsvinder, men varer hele dagen. Og jeg er SÅ dårlig til at have kvalme. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ramme mig så hårdt. Har lyst til at tude fordi jeg ikke er mig selv. Kæmper mig gennem arbejdsdagene, som er extra hårde fordi jeg har det dårligt, men jo alligevel skal præstere. Kommer ikke op og træne og laver nærmest intet herhjemme. Visse dage er bedre end andre, men generelt synes jeg bare det er uoverskueligt.
En dag begyndte jeg også at bløde. What!? Heldigvis stoppede det igen, men nåede selvfølgelig er blive rigtig nervøs og var en tur på hospitalet. De kunne ikke se så meget endnu, da jeg endnu ikke er langt henne. Dog lignede det, at der var to fostre(!), men kun liv i den ene. Dette kunne forklare blødningen. En tilføjelse til dette nye univers - har jeg haft to fostre i mig, men nu er det ene dødt!? Og er der så risiko for at jeg mister det andet også? Hvis det overhovedet udvikler sig korrekt, de kunne jo ikke rigtig give os nogle svar så tidligt i forløbet... Skal scannes igen på mandag, så håber jeg de kan give os lidt mere info. Jeg kan PÅ INGEN MÅDE overskue at abortere og starte forfra igen!! Nu er jeg endelig blevet gravid - for allerførste gang i mit liv - så skal det også lykkes. Og så kan jeg simpelthen ikke rumme tanken om at starte forfra med dårligheden. Den æder mig fuldstændig op! Please, lad alt gå godt, så der kommer et dejligt barn ud af dette - og ja, please, lad kvalmen ophøre snart! Jeg troede aldrig jeg ville blive en af dem, som havde det så svært under graviditeten, det må gerne ophøre snarest!
En dag begyndte jeg også at bløde. What!? Heldigvis stoppede det igen, men nåede selvfølgelig er blive rigtig nervøs og var en tur på hospitalet. De kunne ikke se så meget endnu, da jeg endnu ikke er langt henne. Dog lignede det, at der var to fostre(!), men kun liv i den ene. Dette kunne forklare blødningen. En tilføjelse til dette nye univers - har jeg haft to fostre i mig, men nu er det ene dødt!? Og er der så risiko for at jeg mister det andet også? Hvis det overhovedet udvikler sig korrekt, de kunne jo ikke rigtig give os nogle svar så tidligt i forløbet... Skal scannes igen på mandag, så håber jeg de kan give os lidt mere info. Jeg kan PÅ INGEN MÅDE overskue at abortere og starte forfra igen!! Nu er jeg endelig blevet gravid - for allerførste gang i mit liv - så skal det også lykkes. Og så kan jeg simpelthen ikke rumme tanken om at starte forfra med dårligheden. Den æder mig fuldstændig op! Please, lad alt gå godt, så der kommer et dejligt barn ud af dette - og ja, please, lad kvalmen ophøre snart! Jeg troede aldrig jeg ville blive en af dem, som havde det så svært under graviditeten, det må gerne ophøre snarest!
tirsdag den 16. september 2014
Er det mon guldægget?
Kan vi virkelig være så heldige? Den måned vi havde tænkt os at springe over - fordi det var lidt uoverskueligt med bryllup og ægoplægning oveni hinanden - er muligvis måneden, hvor alt ændrer sig til det bedre. Jeg tør næsten ikke tro på det.
Jeg fik lagt et fryseæg op tre dage inden vores bryllup og en god uges tid efter vores store dag, var min menstruation ikke kommet. Den har ellers været der spot on de sidste mange måneder. Jeg fik endda menstruationslignede smerter allerede tre dage før. Pludselig begynder jeg at få mine forventninger op. Morgenen hvor jeg skal op på sygehuset og have taget en blodprøve, har jeg stadig intet set til mensen. Det er aldrig sket før. Nu er mine forventninger virkelig høje! (Hvilket sygeplejersken også får at vide).
Fire timers tid senere skal jeg ringe og få svar - mens jeg er på arbejde - rimelig akavet. Så jeg går udenfor og sidder på en sten op ad en mur mens jeg ringer op og venter på at mit svar bliver fundet frem. Og så kommer det sgu - svaret jeg har ventet på i snart tre år - "du har en rigtig fin graviditet"..! WHAT!? For vildt, smiler, kimer manden ned, som selvfølgelig ikke er til at få fat i og er ovenud glad. Det er sgu for vildt, hvis det virkelig var guldægget, som blev optøet og lagt op tre dage inden jeg stod i den største hvide kjole.
mandag den 8. september 2014
Det infertile forløb - kort & langt
I december 2011 smed jeg p-pillerne. Jeg har altid sagt til min mand, at jeg nok var noget tid om at blive gravid, for mine forældre blev først gravid med mig efter tre års forsøg og jeg har trods et par "uheld", ikke været gravid før. Min mand var dog positiv fra starten - og er det stadig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!
Nå, men min menstruation var rimelig regelmæssig fra start - jeg har dog altid haft lidt lang cyklus, men dog regelmæssig. Men sommeren 2012 stoppede det. Jeg fik ikke min mens og jeg var ikke gravid. Efter et par måneder gik jeg til lægen og hun gav mig en henvisning til en gynækolog. Der var lidt ventetid, men jeg havde stadig ikke fået min mens, da jeg mødte op hos gynækologen. Nu var det over 90 dage siden min sidste menstruation(!)
Jeg blev scannet og fik taget nogle blodprøver - og min mand kom ind til nogle prøver. Jeg fik hurtigt at vide, at jeg havde PCOS og fik udleveret en folder. Nå! Jeg havde hørt lidt om det før - og det vigtigste var ligesom at ægløsningerne var uregelmæssige hos kvinder med PCOS og det derfor er meget sværere at "ramme rigtigt".
Min mand får målt sin sædkvalitet, som til at starte med er super duper - senere hen skal det så vise sig, at den styrtdykker..!
Min mestruation vil ikke komme af sig selv, så jeg skal tage piller for at skubbe den i gang. Det gør jeg, den kommer, og derefter starter vi på et forløb, hvor jeg tager lidt hormoner og får en ægløsende sprøjte, men derfra er det "hjemmerul".
Naivt tænker jeg, at nu bliver jeg gravid med det samme. Planlægger allerede lidt og afviser andre ting, fordi jeg tænker, at jeg jo nok er gravid på det tidspunkt. (Åndssvagt!)
"Hjemmerul" er stressende for forholdet og mildelst talt ikke sexet. Min mand har slet ikke lyst, når vi skal og det påvirker os begge. Efter nogle måneder - husker ikke rigtig hvor mange - går vi videre til insemination. I hele denne periode skal jeg til gynækologen flere gange om måneden - for at se hvor store mine æg er, og hvis de ikke er store nok, komme igen et par dage senere, for derefter at komme dagen efter igen for at få den ægløsende sprøjte. Nå ja, og så vende tilbage med et lille bæger med min mands svømmere og et par timer senere blive insemineret..!
Vi kører videre med denne procedure et godt stykke tid - for lang tid, har jeg senere tænkt. Ved et tilfælde finder jeg nemlig en dag ud af, at min mands svømmer-kvalitet er faldet drastisk. Gynækologen nævner i en smart sidekommentar noget a la "ja, I skal vidst også ha' en god portion hjælp, hvis det nogensinde skal lykkes" - undskyld, HVAD!? Sidst I gav os noget info på den front hed det, at han kunne være donor, så god var kvaliteten! WTF! Jeg blev SÅ sur og frustreret og tudede selvfølgelig efter jeg gik. Jeg fik dog samlet mig lidt sammen og ringet til klinikken for at høre hvordan det hang sammen. Hun kunne godt se, at den var faldet, men kunne ikke rigtig sige mere. Da jeg konfronterede dem senere, sagde de, at de ikke havde sagt noget, for ikke at ødelægge vores håb. Men vi følte os ført bag lyset! Vi fik en samtale med gynækologen som fortalte, at det er meget normalt, at en mands sædkvalitet går op og ned. Mange gange kan man ikke forklare hvorfor.
Vi blev dog sendt videre til det offentlige system med henblik på kunstig befrugtning. Nu skulle vi bare vente på et brev om hvor og hvornår vi kunne starte.
- Midt i alt dette er der perioder, hvor jeg føler mig helt forkert og slet ikke kvindelig, fordi jeg ikke bliver gravid og har forhøjet mandligt kønshormon pga PCO'en.
- Jeg forsøger mig med akupunktur i en periode, men det er dyrt og jeg kan ikke overskue det i længden, da jeg jo heller ikke aner om det hjælper.
- Akupunktøren anbefaler også en masse kosttilskud og jeg køber mig fattig i helsebiksen for at give det et forsøg.
- Efter reseach på nettet og ture hos akupunktøren, forsøger jeg mig også med KISS-kost. Dette hjælper mig faktisk rigtig meget. Jeg taber mig lidt (er ikke direkte overvægtig, men min fedtprocent er nok for høj og jeg ville have godt af at smide nogle kilo), jeg sover bedre om natten, har mindre hovedpine og føler mig generelt bedre tilpas i min krop.
- Jeg får nedbrud ind i mellem og panikker over, at jeg som 30-årig hverken har fået et barn eller er gravid. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have mit første barn før jeg fyldte 30, fordi jeg synes mine forældre er lidt gamle, med tanke på, at jeg er deres ældste barn..
- Det sværeste i hele dette forløb er, at jeg ikke ved hvornår jeg bliver gravid eller om jeg overhovedet bliver det! Hvis jeg bare kunne få at vide - "om 6 måneder bliver du gravid" eller "om 14 måneder", så kunne jeg bedre forholde mig til det. Men denne her uvished, den er det værste.
Min mand og jeg nyder godt af en pause fra det hele mens vi venter på svar fra det offentlige. Vi har det meget bedre sammen uden presset med at skulle dyrke sex på bestemte dage eller aflevere prøver om morgenen inden arbejde.
Endelig får vi brevet - der skal udfyldes laaange spørgeskemaer, men man kan selv vælge hospital. Skønt! Efter endnu noget ventetid får vi et brev til - vi kan starte vores forløb med kunstig befrugtning i januar 2014. (Jep, der er allerede gået laaaang tid). Vi skal til infomøde en tirsdag aften i et auditorium - jep, som i, "værsgo at sidde her blandt 100 andre der heller ikke kan blive gravide". Awkward! Men det er faktisk et godt møde, og det bedste er, at der til sidst bliver nævnt noget om et projekt, man kan være med i - hvor man så får medicinen betalt. Win! Vi kiggede allerede blegt på hinanden, da vi så listen med priser på medicin tidligere på aftenen, så vi er enige om, at vi skal gå over og høre mere om projektet.
En del ting skal passe sammen for man kan være med i projektet, men vi får lov at være med, og det er vi så i gang med nu. Jeg har fået taget æg ud en enkelt gang, men blev ikke gravid med det friske befrugtede æg der. Heldigvis var der 4 æg til fryseren fra første omgang. Et er brugt og satte sig heller ikke fast og et andet er i mig nu, og jeg krydser fingre for at det er det gyldne æg!
Jeg fik nemlig taget æg ud i marts. Derefter skulle jeg vente en måned før jeg kunne få sat noget op igen pga hormonerne. Og så kom en businesstur i vejen og derefter en cyster. På den måde, kan der sgu hurtigt gå mange måneder. Det er lidt skræmmende.
Hele turen med hormoner, stikke i sig selv og få taget æg ud var speciel, men ikke ulidelig. Nu har jeg selvfølgelig også kun gjort det én gang, så kan godt være jeg synes noget andet, hvis jeg skal i gennem det mange gange. Jeg synes det værste er skuffelsen, når menstruationen kommer. Så blev det heller ikke denne gang - bliver det mon nogensinde...?
Indtil videre har jeg fået min mens spot on på dagen - altid før min aftale om at få taget en blodprøve på hospitalet. Hver gang med en tudetur. Jeg burde have fået min mens i går eller i dag, og har haft menstruationslignende smerter siden fredag aften. Derfor har jeg nu forhøjede forhåbninger om, at guldægget sidder i mig nu. Jeg ved det er farligt, og jeg bliver endnu mere skuffet, hvis det alligevel ikke er, men jeg kan heller ikke lade være med at håbe. Tænk, hvis vi kunne være så heldige, at det lykkes nu? Efter næsten tre års forsøg. Åh, jeg håber det så inderligt. Pleeeeease, Røde Bølge, bliv væk og lad guldægget vokse i mig denne gang!
Nå, men min menstruation var rimelig regelmæssig fra start - jeg har dog altid haft lidt lang cyklus, men dog regelmæssig. Men sommeren 2012 stoppede det. Jeg fik ikke min mens og jeg var ikke gravid. Efter et par måneder gik jeg til lægen og hun gav mig en henvisning til en gynækolog. Der var lidt ventetid, men jeg havde stadig ikke fået min mens, da jeg mødte op hos gynækologen. Nu var det over 90 dage siden min sidste menstruation(!)
Jeg blev scannet og fik taget nogle blodprøver - og min mand kom ind til nogle prøver. Jeg fik hurtigt at vide, at jeg havde PCOS og fik udleveret en folder. Nå! Jeg havde hørt lidt om det før - og det vigtigste var ligesom at ægløsningerne var uregelmæssige hos kvinder med PCOS og det derfor er meget sværere at "ramme rigtigt".
Min mand får målt sin sædkvalitet, som til at starte med er super duper - senere hen skal det så vise sig, at den styrtdykker..!
Min mestruation vil ikke komme af sig selv, så jeg skal tage piller for at skubbe den i gang. Det gør jeg, den kommer, og derefter starter vi på et forløb, hvor jeg tager lidt hormoner og får en ægløsende sprøjte, men derfra er det "hjemmerul".
Naivt tænker jeg, at nu bliver jeg gravid med det samme. Planlægger allerede lidt og afviser andre ting, fordi jeg tænker, at jeg jo nok er gravid på det tidspunkt. (Åndssvagt!)
"Hjemmerul" er stressende for forholdet og mildelst talt ikke sexet. Min mand har slet ikke lyst, når vi skal og det påvirker os begge. Efter nogle måneder - husker ikke rigtig hvor mange - går vi videre til insemination. I hele denne periode skal jeg til gynækologen flere gange om måneden - for at se hvor store mine æg er, og hvis de ikke er store nok, komme igen et par dage senere, for derefter at komme dagen efter igen for at få den ægløsende sprøjte. Nå ja, og så vende tilbage med et lille bæger med min mands svømmere og et par timer senere blive insemineret..!
Vi kører videre med denne procedure et godt stykke tid - for lang tid, har jeg senere tænkt. Ved et tilfælde finder jeg nemlig en dag ud af, at min mands svømmer-kvalitet er faldet drastisk. Gynækologen nævner i en smart sidekommentar noget a la "ja, I skal vidst også ha' en god portion hjælp, hvis det nogensinde skal lykkes" - undskyld, HVAD!? Sidst I gav os noget info på den front hed det, at han kunne være donor, så god var kvaliteten! WTF! Jeg blev SÅ sur og frustreret og tudede selvfølgelig efter jeg gik. Jeg fik dog samlet mig lidt sammen og ringet til klinikken for at høre hvordan det hang sammen. Hun kunne godt se, at den var faldet, men kunne ikke rigtig sige mere. Da jeg konfronterede dem senere, sagde de, at de ikke havde sagt noget, for ikke at ødelægge vores håb. Men vi følte os ført bag lyset! Vi fik en samtale med gynækologen som fortalte, at det er meget normalt, at en mands sædkvalitet går op og ned. Mange gange kan man ikke forklare hvorfor.
Vi blev dog sendt videre til det offentlige system med henblik på kunstig befrugtning. Nu skulle vi bare vente på et brev om hvor og hvornår vi kunne starte.
- Midt i alt dette er der perioder, hvor jeg føler mig helt forkert og slet ikke kvindelig, fordi jeg ikke bliver gravid og har forhøjet mandligt kønshormon pga PCO'en.
- Jeg forsøger mig med akupunktur i en periode, men det er dyrt og jeg kan ikke overskue det i længden, da jeg jo heller ikke aner om det hjælper.
- Akupunktøren anbefaler også en masse kosttilskud og jeg køber mig fattig i helsebiksen for at give det et forsøg.
- Efter reseach på nettet og ture hos akupunktøren, forsøger jeg mig også med KISS-kost. Dette hjælper mig faktisk rigtig meget. Jeg taber mig lidt (er ikke direkte overvægtig, men min fedtprocent er nok for høj og jeg ville have godt af at smide nogle kilo), jeg sover bedre om natten, har mindre hovedpine og føler mig generelt bedre tilpas i min krop.
- Jeg får nedbrud ind i mellem og panikker over, at jeg som 30-årig hverken har fået et barn eller er gravid. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have mit første barn før jeg fyldte 30, fordi jeg synes mine forældre er lidt gamle, med tanke på, at jeg er deres ældste barn..
- Det sværeste i hele dette forløb er, at jeg ikke ved hvornår jeg bliver gravid eller om jeg overhovedet bliver det! Hvis jeg bare kunne få at vide - "om 6 måneder bliver du gravid" eller "om 14 måneder", så kunne jeg bedre forholde mig til det. Men denne her uvished, den er det værste.
Min mand og jeg nyder godt af en pause fra det hele mens vi venter på svar fra det offentlige. Vi har det meget bedre sammen uden presset med at skulle dyrke sex på bestemte dage eller aflevere prøver om morgenen inden arbejde.
Endelig får vi brevet - der skal udfyldes laaange spørgeskemaer, men man kan selv vælge hospital. Skønt! Efter endnu noget ventetid får vi et brev til - vi kan starte vores forløb med kunstig befrugtning i januar 2014. (Jep, der er allerede gået laaaang tid). Vi skal til infomøde en tirsdag aften i et auditorium - jep, som i, "værsgo at sidde her blandt 100 andre der heller ikke kan blive gravide". Awkward! Men det er faktisk et godt møde, og det bedste er, at der til sidst bliver nævnt noget om et projekt, man kan være med i - hvor man så får medicinen betalt. Win! Vi kiggede allerede blegt på hinanden, da vi så listen med priser på medicin tidligere på aftenen, så vi er enige om, at vi skal gå over og høre mere om projektet.
En del ting skal passe sammen for man kan være med i projektet, men vi får lov at være med, og det er vi så i gang med nu. Jeg har fået taget æg ud en enkelt gang, men blev ikke gravid med det friske befrugtede æg der. Heldigvis var der 4 æg til fryseren fra første omgang. Et er brugt og satte sig heller ikke fast og et andet er i mig nu, og jeg krydser fingre for at det er det gyldne æg!
Jeg fik nemlig taget æg ud i marts. Derefter skulle jeg vente en måned før jeg kunne få sat noget op igen pga hormonerne. Og så kom en businesstur i vejen og derefter en cyster. På den måde, kan der sgu hurtigt gå mange måneder. Det er lidt skræmmende.
Hele turen med hormoner, stikke i sig selv og få taget æg ud var speciel, men ikke ulidelig. Nu har jeg selvfølgelig også kun gjort det én gang, så kan godt være jeg synes noget andet, hvis jeg skal i gennem det mange gange. Jeg synes det værste er skuffelsen, når menstruationen kommer. Så blev det heller ikke denne gang - bliver det mon nogensinde...?
Indtil videre har jeg fået min mens spot on på dagen - altid før min aftale om at få taget en blodprøve på hospitalet. Hver gang med en tudetur. Jeg burde have fået min mens i går eller i dag, og har haft menstruationslignende smerter siden fredag aften. Derfor har jeg nu forhøjede forhåbninger om, at guldægget sidder i mig nu. Jeg ved det er farligt, og jeg bliver endnu mere skuffet, hvis det alligevel ikke er, men jeg kan heller ikke lade være med at håbe. Tænk, hvis vi kunne være så heldige, at det lykkes nu? Efter næsten tre års forsøg. Åh, jeg håber det så inderligt. Pleeeeease, Røde Bølge, bliv væk og lad guldægget vokse i mig denne gang!
søndag den 7. september 2014
Gotta love those gifs
Inden jeg tager mig sammen til at skrive et længere indlæg om hele mit forløb om at være uforklarlig barnløs, vil jeg dele en side som fik smilet frem hos mig. Generelt er jeg ret glad for gifs - og denne side fyldt med dem, er ikke en undtagelse. Bloggen er gammel og desværre ikke opdateret i lang tid, men alle posts er stadig spot on og relevante, når man er det til tider røvsyge projekt med kunstig befrugtning. Klik ind på whatshouldwecallinfertility, genkend følelser og SMIL.
Bedre sent end aldrig..?
Så er dagen vidst kommet, hvor jeg faktisk laver et indlæg i den blog jeg oprettede for laaaang tid siden. Til at starte med bliver bloggen ikke som jeg oprindeligt havde tænkt, men mere som en dagbog for mig selv - og måske andre. Som en måde at få mine tanker ned og ud på - som dengang da jeg for mange år tilbage skrev helt old school dagbog. Så det måske er nemmere at komme videre fra de lidt svære ting i en ellers skøn hverdag - og senere se tilbage på hvad der er sket.
Så nu giver jeg det et forsøg og ser hvad det bringer med sig..
Så nu giver jeg det et forsøg og ser hvad det bringer med sig..
Abonner på:
Opslag (Atom)