I dag er det 2. påskedag og den forgangne uge blev lidt ekstra betydningsfuld.
1. Spiloppen fyldte halvandet år i torsdags. halvandet år!? Det er godt nok mærkeligt. Jeg synes han har været hos os i lang tid og alligevel synes jeg også, at tiden går usandsynligt hurtigt. Men tænk, han har alligevel kun været hos os HALVDELEN af den tid, som vi var barnløse! Puha. No wonder, det virkede uoverskueligt og unfair. Nu føler jeg mig alligevel lidt sej over at have kæmpet så længe.
Spiloppen beriger mit liv hver eneste dag, og selvom jeg også er max udfordret flere gang om ugen, så kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han kan få mig til at skrald-grine - sådan helt nede fra maven, så man ikke kan stoppe igen. Det er helt vidunderligt.
2. I mandags mens jeg var hos en veninde og Spilioppen var alene hjemme med far skete det - han sagde MOR! Yay! Det er SÅ sødt. I løbet af ugen har han sagt det mere og mere, og jeg kan jo slet ikke stå for det. Så kom det alligevel før far. Det havde jeg faktisk ikke troet. Men dog efter hej, hov, av, ned og mere.
3. Natten til i dag sov Spiloppen på sit eget værelse. What!? Nærmest i den anden ende af huset. Eller, det føltes i hvert fald sådan. Det var noget grænseoverskridende for mig, men manden har i længere tid efterspurgt det, så nu prøver vi. Det bliver nok også godt. Meeeeen ham Spiloppen sover jo ikke ligefrem i gennem, så det der med at skulle rejse sig og gå ud af sengen og hen til hans værelse, synes jeg er lidt uoverskueligt. Nætterne er jo hårdt nok i forvejen. Men manden mener vi alle kommer til at sove bredre efter lidt tid. Jeg håber han har ret. Og at der aldrig kommer indbrudstyve eller brand i vores hjem mens vi sover (eller på andre tidspunkter!) Jeg synes det er lidt underligt at sove så "langt" væk fra mit barn, men jeg lærer det jo nok.
