Åh! Det skal åbenbart ikke være nemt for os (altså mig og min mand). Ja, der var to fostre og ja, det ene blev udstødt, men det andet udviklede sig heller ikke.. Så efter en del flere scanninger, endnu flere læger og nogle aaaalt for lange dage, fik jeg at vide, at jeg skulle have en udskrabning - en ufrivillig abort.
Så det hele var for godt til at være sandt. Det var ikke vores tur til at være ovenud lykkelige. Vores kamp for en fuldtendt graviditet og et barn skulle ikke ende nu. Jeg synes det er PISSE UNFAIR! Det hele passede så godt sammen, alt faldt på plads og næsten tre års kamp så ud til at være ovre. Men nej. Uoverskueligt. Det er sgu ikke så nemt at blive voksen.
Vi fik en tid til fredag kl. 9 og jeg skulle møde ind fastende. Jeg har normalt ikke nemt ved at undvære morgenmad, men i kombination med morgenkvalmen (aka 24-7 dårlighed og opkast) var det ulideligt og det var endnu værre at kaste op. Føj!
Efter lidt ventetid blev jeg scannet igen, de printede en masse billeder og fandt ud af, at det var bedst for mig med en kirurgisk udskrabning. Men de havde ikke plads til mig(!) Dog ville kirurgerne helst operere mig samme dag (tak).
Det endte med at vi skulle gå hjem - vi bor tæt på hospitalet - hvor jeg skulle tage nogle stikpiller og ligge stille. Samtidig fik jeg et hul på tre kvarter, hvor jeg måtte drikke vand - win! Vi gik hjem og jeg blev SÅ dårlig - var allerede herresulten, men havde jo heller ikke spist noget siden aftenen før. (Jeg bliver aldrig anorektiker!)
To timer senere havde vi tid på hospitalet og jeg var SÅ klar til at få det overstået. Jeg har aldrig før været indlagt, så det var en hel ny verden for mig. Jeg fik en seng, noget tøj mv. Det blev noteret at jeg havde feber, men ellers blev vi efterladt. Vi fik dog lige at vide, at der var lidt ventetid. "Nu siger du lidt ventetid - hvad er definitionen på det hos jer?" Sosu'en måtte ud og tjekke og kom tilbage med svaret: "Der kan godt gå op til 2,5 time" LIDT ventetid!? Jeg er SÅ FUCKING SULTEN! (Nå ja, og så magter jeg faktisk ikke, at jeg skal have en abort, når jeg nu endelig var blevet gravid og alt skulle blive godt.)
Det var minutter og timer som gik meget langsomt. Min mand fik lidt at spise og fik læst rigtig meget i en ny bog. Jeg lå bare og kiggede. Kunne ikke overskue at læse, se tv, høre radio eller tjekke sociale medier.. Det endte med at jeg fastede i 19 timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Jeg kom til kl. 18 om aftenen.
Den lille
silver lining var, at jeg med det samme efter operationen havde det meget bedre. Ingen kvalme, ingen feber, ingen dårlighed. Kun sult, som heldigvis blev stillet meget hurtigt - nå ja, og så et knust hjerte, men det mærkede jeg først rigtigt dagen efter.
Nu sidder jeg så her. Fem dage senere. Har ikke grædt super meget, men det kommer i små øjeblikke. Men det er hårdt. Kan slet ikke overskue at starte forfra. Hvor lang tid kommer det til at tage før jeg bliver gravid igen? Vil det lykkes næste gang, jeg bliver gravid?
Nå ja, og så jokeren - jeg har fået en cyste i forbindelse med graviditeten. En cyste med vokseværk. 9 cm. stor klippert inde i mit underliv.
Den skal vi lige holde øje med, siger lægerne. Ja, det er fint - men skal den nu til at forstyrre min næste mulighed for fertilitetsbehandling? Tænkte ikke lige over det, da jeg efter udskrabningen og 19 timers faste fik en tid til kontrol om 6 uger. Men hallo - kontrol om seks uger - og så først senere en evt fjernelse af den. Det gider jeg da ikke vente på! Åndssvagt! Må ringe til fertilitetsklinikken og spørge om cysten vil forstyrre mit forløb. (Og krydse fingre for jeg snart stopper med at bløde, så vi kan få vores sexliv tilbage og føle os bare lidt normale og rykke tættere på det næste forsøg. For søren)
