Behøver det at blive 2018 lige forløbig..

2017 har været et godt år for mig. Jeg synes der er sket meget siden december 2016. Jeg sprang endelig ud i det og takkede ja til et nyt job. Jeg fortryder det ikke ét sekund! Det har gjort mig gladere, mere erfaren og det har i den grad gjort vores hverdag herhjemme lettere. Vi har en rigtig god hverdag og det betyder SÅ meget.

Jeg kæmper stadig med vægten. Den er gået lidt ned, op igen, lidt ned og lidt op igen. Jeg er ikke god til at prioritere træning heller. Så det halter lidt der. Mest fordi jeg føler mig begrænset i, hvad jeg har lyst til at tage på, og det holder jo ikke. Men det er ikke noget, jeg slå mig selv i hovedet med til hverdag.

Spiloppen er HELT fantastisk. Han beriger vores liv SÅ meget. Han har virkelig lært mig at sætte pris på små bitte ting, og det at blive mor, har gjort mig meget bedre til ikke at dømme folk.

2018 har også potientiale til at blive et rigtig godt år. Men der er desværre også lidt stor risiko for at det bliver et hårdt år. Som i rigtig hårdt. Og det kan jeg slet ikke overskue.

Det er fordi, der er for mange hvis'er. Det er jeg på ingen måde sej til. Især fordi der er risiko for de hvis'er kommer rigtig meget i karambolage med hinanden... Det er to store ting her i livet, som skal passe sammen, men som ikke kan planlægges. I hvert fald ikke for mig.. Det er jobbet og ønsket om barn nummer 2.

Mit job, som jeg er blevet SÅ glad for, er jo desværre et barselsvikariat. Der er en mulighed for at jeg måske får lov at blive - også selv om hende jeg vikarierer for kommer tilbage - men det vides slet ikke endnu. Jeg tør ikke rigtig håbe på det, men på samme tid kan jeg heller ikke overskue, at det ikke sker. Så skal jeg finde noget andet, være ny igen, sætte mig ind i nye programmer, nye kollegaer, ny chef, nye arbejdsgange og alt det andet. Det har jeg slet ikke lyst til. Dels fordi, jeg synes, det er rigtig hårdt, men også fordi, at jeg rigtig gerne vil blive gravid næste år - og det matcher virkelig dårligt med et nyt job eller jobsøgning eller fertilitetsbehandling. Crap. Drømmen for mig er at blive fastansat i foråret og så blive gravid inden året er gået. Åh, det ville være helt fantastisk! Men har jeg lov at være SÅ heldig..?

For min skyld kan det godt være 2017 lidt længere. Jeg kunne også godt bruge nogle flere dage i december. Bare lige en uge med til at nå en smule af alt det, jeg så gerne vil. Og lidt ekstra tid til at forberede mig på, at et nyt år kommer styrtende.

De sorte tanker, der sniger sig ind

Er utilpas og har lidt kvalme. Men jeg er ikke gravid. Måske har jeg spist noget dårligt. Uf! Håber ikke det tager til eller at Spiloppen også får det..

Jeg tager mig selv i at finde ægløsningsberegnere på nettet uden at rette mig efter dem, læse tråde om fertilitetsbehandling og bruge mere og mere tid på at tænke på at være gravid. Som jeg har skrevet før, så er jeg bange for at kaste mig rigtig ud i kampen om at blive gravid igen, fordi jeg er bange for at skulle en lang kamp i gennem igen. En hård og uoverskulig kamp. Jeg kan ikke helt se realiteterne i øjnene. Men det kommer tættere og tættere på.
Jeg kan mærke det, når andre annoncerer deres graviditet. Jeg bliver en smule jaloux. Selvom jeg ikke rigtig orker at være gravid lige nu. Al den træthed, dårligdom og opkast. Men jeg bliver jaloux fordi, at hvis jeg var gravid - så ville det betyde, at jeg kunne blive gravid igen, at jeg (vi) ikke skulle en kæmpe lang kamp i gennem igen og at jeg ikke ville være super gammel før jeg blev mor til barn nummer 2.

Det at være mor udfordrer mig stadig maximalt flere gange om ugen, men det er også det allerbedste jeg ved. Jeg elsker min søn mere og mere for hver dag, der går. Jeg nyder, at vi "kun" har ham nu, men jeg ønsker også, at han skal have en lillebror eller lillesøster.

Flere har sagt til mig, bare vent, Stine, anden gang går det hurtigt. De mennesker ved bare ikke, at manden og jeg næsten ikke har beskyttet os siden jeg fødte Spiloppen. Godt har vi ikke timet vores sex og i nogle perioder har vi bestemt ikke haft sex ofte nok. Men stadig. Jeg bør selvfølgelig også tabe mig igen og spise mere KISS-kost-agtigt. Min mand er sikker på, at det vil gøre udslaget, når det er.. Hm.. Jeg har heller ikke travlt endnu - hvis bare jeg kunne være garanteret en positiv graviditetstest engang til sommer. Se dét ville være fucking fedt!

En typisk søndag og så alligevel slet ikke

Meget af dagen i dag, har været en typisk søndag. Vi har ordnet lidt forskelligt praktisk herhjemme, købt ind og været trætte efter en lang uge. Nu prøver Spiloppen at falde i søvn og jeg sidder i sofaen - manden ved computeren. Men denne søndag er lidt anderledes end de fleste. For manden og jeg skal ikke på arbejde.

I morgen skal Spiloppen nemlig have lagt dræn. Kl. 9.15. Nu hvor det er så tæt på, er jeg både nervøs og spændt. Nervøs for hvordan det bliver timerne op til, hvor Spiloppen skal faste, og for hvordan det bliver, når han skal i narkose. Om han bliver bange, om manden og jeg bliver bange eller kede af det.
Dernæst er jeg spændt på hvordan det bliver bagefter. Om vi kan mærke en forskel på Spiloppen og om han kan mærke en forskel. Indeni sig selv og rundt om ham.

Jeg har fortalt ham, at vi skal til ørelægen i morgen, hvad der skal ske og at han først må spise morgenmad efter vi har været ved ørelægen, men jeg tror ikke at han har forstået det helt. Så det gør ondt i mit hjerte, når jeg tænker på, at han i morgen bliver mega sulten og han ikke må få noget mad og ikke rigtig kan forstå hvorfor. Uf. Jeg glæder mig til det er overstået og håber virkelig at vi kan mærke en positiv forskel i tiden bagefter.

Tankerne om 2'eren #2

Min mand kommer oftere og oftere med hentydninger til barn nummer 2. A la "det er derfor spiloppen vil have godt af at få en lillebror eller lillesøster" eller ligende. Yes, yes, I know. Og jeg må indrømme, at det også fylder mere og mere hos mig. Jeg vil da også gerne gøre spiloppen til storebror, have en lille baby igen, gå på barsel og have stramt tøj på fordi en gravid mave gerne må fremhæves modsat en blød sukker-mave. Men jeg har knap så meget lyst til at have kvalme 24-7, til at være mega træt, få uren hud, have problemer med iskiasnerven og derefter kun sove en time ad gangen i alt for lang tid. Uuuuuuh!

Der er jo også et job, jeg rigtig gerne vil passe. Hvor jeg skal vise mit værd og gerne komme på fast kontrakt. Men man kan jo ikke planlægge børn. Eller jeg kan i hvert fald ikke. Der sker ikke bare lige. Selvom flere siger det. Vi prøvede også i lang tid med den første og så blev vi gravide med nummer to nærmest uden vi vidste det. Jae, nej - det sker ikke for os. For så var det sket. Det er ikke mange gange vi har beskyttet os i år - og nu er det snart november.

Det jeg heller ikke helt kan overskue er, at gå all in og så viser det sig at være rigtig svært igen. At starte i behandling og være så mega fokuseret på det, og blive så skuffet hver måned. Det er alt for hårdt.

Alligevel er vi jo startet lidt. Udover det med at vi ikke beskytter os, er jeg også begyndt at være lidt obs på hvornår jeg har ægløsning... Derudover har jeg faktisk tabt mig 2,5 kilo over de sidste fem ugers tid. Langt om længe. Efter jeg ellers kun har taget på siden jeg skiftede job i marts måned i år. Pyha. Jeg har stadig ikke taget mig sammen til rigtig at gå på kur - det burde jeg ellers - men jeg er blevet meget bedre til ikke at lukke så meget sukker indenbords.

Tankerne om 2'eren

Barn nummer 2. Hvornår skal det være? Hvornår passer det? Hvor lang tid mon det kommer til at tage, at blive gravid? Og hvordan med job?

Min mand er ret klar på barn nummer 2. Jeg er ikke rigtig, men alligevel kan jeg godt mærke, at jeg får mere og mere lyst til at få barn nummer 2. Jeg bliver jo heller ikke yngre og vi aner jo ikke hvor lang tid det tager os. Fuck. For jeg synes også, der er mange men'er... eller hvis'er... For hvordan kan min krop klare en graviditet, når den ikke er tilbage på toppen efter sidst? Og hvordan med mit job? Det er egentlig det, som generer mig mest. Jeg er nemlig ansat i et barselsvikariat og jeg er vild med jobbet. Jeg håber SÅ meget, at jeg får mulighed for at blive. På en eller anden magisk måde. Men så er det jo bare rigtig upraktisk, at blive gravid midt i det hele. Men hvis det tager et år, to eller tre at blive gravid, så er det jo lige meget. Så er det bare spild, ikke at gå i gang med det samme. Hvis jeg nu ikke kan fortsætte efter vikariatet slutter, så skal jeg alligevel til at finde et nyt job - og starter problematikken forfra. SÅ kan jeg jo lige så godt være gravid... Damnit..

Faktisk har vi ikke beskyttet os de sidste måneder. Vi har bare heller ikke tænkt over timing. Jeg tror uden tvivl, at jeg skal tabe mig noget, før min krop vil blive gravid. Det skal jeg også generelt, for jeg har taget helt åndssvagt på det seneste halve på. Vejer lige så meget, som da jeg var højgravid...! Oh, yes - it's true.. 

Bum, bum.. summa summarum. Jeg burde jo bare springe ud i det - just fucking do it - men det er jeg bare ikke god til. Uf, jeg tøver SÅ meget... Spænder altid ben for mig selv og chancerne flyver forbi mig. Det er lidt om, at jeg er så bange for at fejle, at jeg ikke gør noget. Hvilket jo er åndssvagt - for så fejler jeg jo med sikkerhed ved ikke at forfølge og opnå nogle drømme..

Note to self #2

Der skal ikke mere end et SPLITSEKUND til før Spiloppen kan nå at få fat i pakken med hindbær i indkøbsposen, åbne den, hælde bærrene ud over hele parkeringspladsen OG træde i et par af dem. Et splitsekund. Du kan ikke lige nå at åbne bagagerummet. ... ...!

Et Kinderæg af en uge

I dag er det 2. påskedag og den forgangne uge blev lidt ekstra betydningsfuld.

1. Spiloppen fyldte halvandet år i torsdags. halvandet år!? Det er godt nok mærkeligt. Jeg synes han har været hos os i lang tid og alligevel synes jeg også, at tiden går usandsynligt hurtigt. Men tænk, han har alligevel kun været hos os HALVDELEN af den tid, som vi var barnløse! Puha. No wonder, det virkede uoverskueligt og unfair. Nu føler jeg mig alligevel lidt sej over at have kæmpet så længe.
Spiloppen beriger mit liv hver eneste dag, og selvom jeg også er max udfordret flere gang om ugen, så kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han kan få mig til at skrald-grine - sådan helt nede fra maven, så man ikke kan stoppe igen. Det er helt vidunderligt.

2. I mandags mens jeg var hos en veninde og Spilioppen var alene hjemme med far skete det - han sagde MOR! Yay! Det er SÅ sødt. I løbet af ugen har han sagt det mere og mere, og jeg kan jo slet ikke stå for det. Så kom det alligevel før far. Det havde jeg faktisk ikke troet. Men dog efter hej, hov, av, ned og mere.

3. Natten til i dag sov Spiloppen på sit eget værelse. What!? Nærmest i den anden ende af huset. Eller, det føltes i hvert fald sådan. Det var noget grænseoverskridende for mig, men manden har i længere tid efterspurgt det, så nu prøver vi. Det bliver nok også godt. Meeeeen ham Spiloppen sover jo ikke ligefrem i gennem, så det der med at skulle rejse sig og gå ud af sengen og hen til hans værelse, synes jeg er lidt uoverskueligt. Nætterne er jo hårdt nok i forvejen. Men manden mener vi alle kommer til at sove bredre efter lidt tid. Jeg håber han har ret. Og at der aldrig kommer indbrudstyve eller brand i vores hjem mens vi sover (eller på andre tidspunkter!) Jeg synes det er lidt underligt at sove så "langt" væk fra mit barn, men jeg lærer det jo nok.

En nyhed, der giver sommerfugle i maven

Der sket noget ret vildt i min verden den seneste uge. Jeg har fået et nyt job og har sagt op på mit nuværende arbejde. Så for første gang i over 7 år, skal jeg starte i en ny virksomhed. Det er både rigtig spændende og noget skræmmende. I 100 år har jeg jo talt om at finde noget andet, men har alligevel været glad for mit job på mange punkter og derfor ikke ville skifte for enhver pris. Men nu sker det og den 1. marts starter jeg nyt. Jeg har pænt mange sommerfugle i maven. Hvordan bliver det at lære en masse nyt? Og hvordan passer jeg ind med de andre? Og hvad vil personalet sige til mig?

Jobbet giver en noget kortere transporttid og meget lidt weekendarbejde, hvilket gerne skulle give mere tid til familien. Samtidig bliver det jo også super hårdt, at starte et nyt sted. Der skal både læres nyt og imponeres, så jeg er meget spændt på hvordan jeg takler det.

Tid til bare mig, say what!?

Spiloppen aka Lillemanden har denne uge faldet i søvn i virkelig god tid og jeg har faktisk haft en del aften. Samtidig er jeg ikke frygteligt bagud med alt muligt på arbejdet, så jeg har været i en situation, hvor jeg ikke rigtig har kunne finde ud af, hvad jeg skulle begive mig til. Så skørt. Hvad var det lige jeg plejede at bruge min tid på før Spiloppen kom til?

Det er rigtig dejligt med noget Stine-tid. Det har der ikke været meget af i lang tid. Samtidig kæmper jeg også stadig lidt med at finde mig selv igen efter jeg er blevet mor. Jeg burde helt klart bruge noget af tiden på at træne. Det har jeg ikke gjort rigtig efter jeg begyndte at arbejde igen. Har hverken haft overskud eller lyst til det. Håber jeg kan finde begge dele frem i takt med at dagene bliver længere. Men det ville også være lækkert, hvis jeg begyndte at bruge min kreativitet mere igen. Om ikke andet, skal jeg vel ha' fixet et fastalavnskostume sammen til Spiloppen. Og det er jo allerede inden længe. Hmmm..

Farvel og tobak, Hr Cyste

I tirsdag fik jeg fjernet den gamle satan af en cyste ved en kikkertoperation. Så NU burde den være væk, for good. Som jeg tidligere har skrevet, skulle jeg jo til kontrol med den i december og inden da havde jeg været noget generet af den. Så jeg vidste godt, at den var vokset igen. Utroligt, så genstridig den var. Men nu er det slut. Krabaten havde vokset sig op på godt 8 cm igen, men nu er den ude og jeg har i stedet fire (4!!!) huller i maven. Håber virkelig de heler pænt.. Jeg er stadig øm, gul og blå og helt vildt træt. Men i morgen skal jeg tilbage på job og så kører hverdagen igen derudaf. Ville ønske jeg havde fået noget mere ud af dagene hjemme fra arbejde, men de er bare fløjet afsted mens jeg har gået rundt som en zombi. Oh well, en klassiker i mit liv..