onsdag den 28. januar 2015

Man har vel lov at drømme..


Ja, selvom mine drømme er blevet knust et utal af gange og mit håb ligeså, så stopper jeg aldrig med nogle af delene. Heldigvis. For hvad er man uden håb og drømme? Livet er sgu hårdt nok i forvejen.

Grunden til at jeg skriver ovenstående er, at jeg går og drømmer om at være blevet øko-gravid disse dage. Fuldstændig urealistisk da vi jo har forsøgt i over tre år og aldrig er blevet gravide selv. Men mine bryster har været en smule ømme de seneste par dage og så er det bare dejligt at drømme om mens jeg venter på at komme i gang med behandlingen igen. Der skal vel ske mirakler en gang i mellem, ikke?

mandag den 26. januar 2015

Ugens dejlige detaljer #2

- En god besked om at en tiltrængt bonus i en OK størrelse kommer oveni lønnen den 30/1
- Dejlige hverdagsmorgener med tid til det, der ellers kan blive for planlagt når man er i fertilitetsbehandling
- Fest og bytur med jobbet, hvor den skønneste veninde & kollega sørgede for, at jeg slet ikke skænkede barnløsheden en tanke, men i stedet dansede for alle pengene (kan ikke huske hvornår jeg sidst har været til et arrangement, hvor jeg ikke konstant har tænkt på min manglende graviditet)

torsdag den 22. januar 2015

(Enog)Tredive, tyk & træt

Jeg prøver at fortrænge, at jeg ikke engang bare er 30 år længere, men enogtredive og stadig f***ing uden graviditet eller barn. Der er kun fedt i min mave. Crap.

Muligvis gentager jeg mig selv, men sådan er mit liv også meget for tiden. Fyldt med gentagelser. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg ikke ville have helt nemt ved at blive gravid, men samtidig har jeg også altid troet, at jeg ville blive på under tre år. Mine forældre var nemlig tre år om at få mig (og derefter 4 år om at få min søster) og derfor tænkte jeg, at der nok også ville gå ekstra tid for mig. Men af en eller anden grund, har jeg altid været sikker på - som i fuldstændig sikker på - at jeg ville forbedre den tid og dermed blive gravid før der var gået tre år. Deadlinen for de tre år var i december måned og selvom jeg lige nåede at blive gravid, er jeg jo langt fra målet nu.

Det tager hårdt på mig for tiden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor dejligt at ville være, hvis min graviditet var fortsat uden problemer. Selvom jeg ikke kan bruge det til noget. Tankerne kører derudaf samtidig med at jeg bliver overhalet indenom af den ene efter den anden, som er gravid for første, anden eller tredje gang.

Jeg bekymrer mig om hvordan næste ægudtagning vil gå. Hvordan jeg og min mand vil reagere, hvis det ikke går godt. Hvor lang tid der vil gå før jeg bliver gravid igen - og om det så holder den anden gang eller om jeg (vi) skal i gennem endnu en abort. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om det her kun er begyndelsen. Om vi slet ikke skal få lov til at få det liv vi drømmer om og havde forestillet os. Om vi enten aldrig får vores eget biologiske barn, eller vi får et barn, som fejler noget.

Derudover synes jeg det er rigtig svært at planlægge midt i fertilitetsbehandlingen. Jeg har brug for at skifte job. Det har jeg haft i lang tid. Jeg vil gerne lave et større eller mindre brancheskift, men jeg synes det er rigtig svært, når jeg er under behandling. Skal jeg så sige det til en ny arbejdsgiver? Og vil det kunne fungere?

Synes godt nok det er op ad bakke disse dage. Jeg er blevet ældre og tungere, men har ellers ikke rykket mig det sidste år. Nu må der virkelig godt til at ske noget! Noget godt, tak!

mandag den 19. januar 2015

Ugens dejlige detaljer

Jeg bliver meget hurtig trist for tiden - det hele er lidt tungt. Men netop derfor er det vigtigt at huske på de små dejlige ting i hverdagen og derfor denne "liste" over den forgangne uge:

- Lavede low carb müsli, alt for længe siden sidst
- Friske blomster i rengjort hjem
- Skar en lille bitte smule af vægten som dagene gik i ugen
- Hyggede med skønne veninder hele to aftener
- Dejlige stunder med fætre og kusiner søndag

lørdag den 17. januar 2015

Søvnløs uden fuldmåne


Havde en dejlig aften med veninderne i går. Kom hjem omkring kl. 1.30. Manden var kommet hjem lidt før og var faldet i søvn. Jeg var træt og ville bare sove og nyde, at det nu var weekend.
Men så fik jeg pludselig de her panik-agtige stressende tanker og kunne slet ikke sove. Om jobbet, min behandling, og hvordan det hele nu skal gå. Derudover føles det også som om, at min cyste er begyndt at vokse igen. Har en konstant underlig smerte i siden. SÅ frusterende.
Så kl. 3 i nat lå jeg så og googlede svar, som jeg ikke kunne finde de rette søgeord for, tjekkede blogs og overvejde at skrive et blogindlæg.

Jeg besluttede mig for, at det var dumt, da jeg jo burde sove. Så jeg satte Mads & Monopolet på og forsøgte at slappe af. Jeg har tidligere haft alt for mange nætter som denne, men denne gang kom det helt bag på mig, da jeg ikke synes, jeg er super presset for tiden. Meeeen der er alligevel nok nogle ting, der lurer i baghovedet. Træls.

Så nu er jeg træt, men det er jo heldigvis weekend. Derfor er planen nu oprydning og rengøring  - det virker jo ofte også på sindet - og derefter ud og finde en gave til barnedåb i morgen plus muligvis lidt blomster til mig selv.

torsdag den 15. januar 2015

Lidt mere af samme skuffe

Jeg er stadig mere træt end normalt. Jeg glæder mig til lysere og længere dage.. Men det gik fint med punkteringen af cysten i går. Efter længere tids forhandling mellem to læger, blev jeg lokalbedøvet og med manden ved min side, blev næsten alt indhold i cysten suget ud. Jep, jeg så det sgu ske på skærmen! Bagefter var jeg lidt ør i hovedet fra bedøvelsen, men selve indgrebet var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg blev endda kaldt "en sej pige", juhu! (Der er en overhængende sandsynlighed for at de siger det til alle, men jeg slubrer det alligevel i mig).

Jeg kæmper stadig med mig selv. Med de kilo jeg har taget på, med manglende motivation til at træne og kæmpe tvivl om hvad jeg skal med mit fremtidige arbejdsliv. Men det er ikke helt sort og jeg har gode øjeblikke hver dag, men desværre også triste øjeblikke hver dag. Det er sgu lidt op ad bakke, men jeg er sikker på jeg får det vendt!

I morgen aften jeg spise sammen med to skønne veninder. De to som var de første jeg fortalte om min situation og fertilitetsbehandling. Den ene har en kæreste, den anden er single, de er begge uden børn og så befriende nemme at være ærlig overfor. Med dem kan jeg både grine og græde, og jeg er sikker på, at vi får en dejlig aften.

mandag den 12. januar 2015

Mandag igen

Hvis jeg var midt i de to ugers ventetid lige nu, ville jeg have store forventninger om at være gravid. Jeg er simpelthen SÅ træt! Altså, som i ualmindelig træt hele dagen i går og i dag på trods af at jeg har fået fine mængder med søvn. Ville ønske det var fordi, jeg var gravid, men det er nok bare januar-mørket, som spiller mig et puds.

I virkeligheden har jeg nemlig lige haft min menstruation og som tidligere skrevet, skal jeg i morgen op og have poppet en cyste. Farvel cyste, du vil ikke blive savnet! Jeg glæder mig til det bliver gjort, men er også lidt nervøs. Heldigvis kommer min dejlige mand med. Alt er bare bedre med ham ved min side!

Jeg glæder mig til at komme i gang med behandlingen næste måned, men det bliver også helt underligt. Det er så lang tid siden. Jeg håber det går godt.

Weekenden har været helt fantastisk. Den er blevet brugt i Jylland sammen med hele min fantastiske familie - næsten 30 onkler, tanter, fætre, kusiner, forældre, søskende, kærester, koner, mænd og børn. Jeg nød at være sammen med dem, som jeg desværre ser alt for sjældent. Alligevel blev jeg lidt trist ind i mellem og drømte om hvor fantastisk det ville være, hvis jeg sad der og var gravid i femte måned.

Næste weekend byder på barnedåb, hvilket jeg egentlig har det fint med. Det ville bare være så meget bedre, hvis jeg var gravid. Men det ville alt jo være i min verden, som det er nu.

fredag den 9. januar 2015

Næsten tilbage på sporet

Endelig fik jeg min menstruation i går! Juhu, langt om længe lader min krop til at være tilbage i normal cyklus! Meeeen 2014's uheld spøger stadig - jeg har stadig en cyste efter min graviditet og den er stadig omkring 5 cm i diameter. Derfor er dommen: Ingen opstart på fertilitetsbehandling denne måned! (Æv!)

Dog forbarmede lægen sig over mig og han vil nu prikke hul på min cyste på tirsdag(!) Så bliver vi af med den og jeg kan starte et nyt og ordentligt forløb op i februar. (Cysten har også hængt på mig siden september, så jeg er rimelig klar på at den rykker ud af min krop)
Det er egentlig også fint nok. Jeg vil hellere vente den smule længere og så få nogle gode æg ud i stedet for at tvinge en behandling igennem nu og højst sandsynlig få et dårligt resultat. Men for søren jeg synes vi har ventet meget efterhånden.

Når jeg starter næste måned er det præcis et år siden min første (og indtil videre eneste) ægudtagning. Jeg håber ikke vi får brug for en tredje gang - og i så fald, må det gerne være før februar 2016.

lørdag den 3. januar 2015

Kære krop...

... Kom nu videre! Tilbage i en normal cyklus, så jeg kan arbejde på at blive gravid. Tænk, jeg savner ligefrem de to ugers ventetid, hvor alt overanalyseres og googles(!) Der ved man i det mindste, at man ikke skal vente længere end to uger.
Jeg er SÅ klar på at komme videre og ikke spilde mere tid med den graviditet som ikke blev til noget.

fredag den 2. januar 2015

Et skridt ad gangen


Så er et nyt år startet og det er både dejligt og uoveskuelt på én og samme tid. Jeg har selvfølgelig tanker om nogle ting, som jeg gerne vil gøre bedre eller ændre, men jeg er også træt af nytårsfortsæt, som er for uoverskuelige og jeg derfor bryder dem alt for hurtigt. Nu handler det først og fremmest om at finde motivationen frem igen - motivationen til at træne, spise sundere igen, være optimistisk overfor fertilitetsbehandlingen osv.

Derfor tænker jeg, at det - til at starte med - handler om de små ting, som vil give mig velvære i hverdagen. For mig er det fx følgende ting:
- Skrubbe kroppen med hamphandske inden badet de fleste morgener
- Forberede mellemmåltider hjemmefra, så de bliver sundere og billigere
- Sætte ting til salg på Trendsales, bare lidt er godt
- Booke frisør- og voksningstider i god tid
- Gå tidligt i seng & på omtrent samme tidspunkt så ofte som muligt
- Gå morgenture, de dage jeg møder senere

Så krydser jeg fingre for at jeg får det bedre igen og at min menstruation snart kommer igen, så jeg kan komme i gang med behandling igen. (Ellers bliver januar for alvor lang).