tirsdag den 27. oktober 2015

14 dage som mor

I dag er det to uger siden jeg blev mor. Tiden er både gået hurtigt og helt vildt langsomt.  Det føles som om det er hundrede år siden, at jeg var gravid og samtidig føler jeg mig stadig meget ny i alt med min lille søn og vores nye tilværelse.

For præcis to uger siden var vi ved at komme over til barselshotellet efter flere timers venten og håb på at en plads blev ledig. I dag er min mand på arbejde igen for første gang efter fødslen. På den måde er de 14 dage gået hurtigt. Ville ønske at han kunne være hjemme eller bare have halve dage en uge eller to endnu. Alt er stadig nyt og jeg er stadig usikker på mange punkter. Hvilket gør det ekstra hårdt oveni søvnmanglen.

Min søn og jeg har fået os en omgang svamp - trøske. Meget almindeligt, men stadig virkelig træls. Et er mine smerter i brysterne, men at opleve sin lille søn utrøstelig er næsten ikke til at bære. Håber vi ser en bedring SNAREST.
Synes nemlig stadig amningen er tricky og svampen har ikke gjort det bedre. Havde ellers lige fået gang i nogle længere og bedre amninger, men siden svampen overfaldt os, har der været mange kortere amninger, da lillemanden ikke kan overskue andet. Hårdt. Derudover har jeg stadig svært ved at få ham til at tage helt korrekt fat og så kan jeg på ingen måde holde måltiderne til kun hver 3. time. Om natten vil han slet ikke sove længe ad gangen. Tror rekorden indtil nu er 2 timer. Æv. Har talt lidt med sundhedsplejersken om det og nogle veninder, men overvejer også at forhøre mig hos noget ammehjælp telefonisk.

Selvom vi glædede os meget til at komme hjem efter to overnatninger på barselshotellet, så har jeg flere gange ønsket mig tilbage. Jeg savner at kunne spørge nogen til råds og de kan hjælpe mig hands on. Optimalt så tilhørte man et sted, hvor man kunne komme ind dagligt de første uger og få hjælp til amning mv. Efter min mening. Synes det er hårdt at være hjemme lige når hormonerne er på deres højeste og mælken så løber til. Det havde jo været nemmere, hvis man havde professionelle til at råde en og vise teknikker direkte.

Det går meget bedre med de forfærdelige baby blues, men har som skrevet stadig en del usikkerhed i mig. Den bliver jo heller ikke mindre af, at jeg er super træt. Glæder mig rigtig meget til at vi er ovre det her svampe-helvede, til at jeg får lidt mere styr på søvnen og til at jeg hviler lidt mere i det hele. Vi har været ude med barnevognen én gang og jeg længes efter at gøre det igen, men synes samtidig ikke det er det nemmeste lige at time - vil så vidt muligt gerne undgår at han vågner ulykkelig mens vi er ude.

I skrivende stund er han gået kold i mine arme efter endnu en kort amning. Han ser fantastisk dejlig ud, selvom han ikke er helt nem at blive klog på.

onsdag den 21. oktober 2015

Lykke & baby blues

Skylder et indlæg om resten af fødselsforløbet. Men det bliver ikke lige nu. Kan ikke helt overskue det. Men ja, utroligt nok er jeg nu mor! Min søn kom til verdenen på terminsdatoen den 13. oktober kl 04.13 - altså sidste tirsdag.

Det er for vildt. Jeg er på den anden ende - min mand ligeså. Overlykkelig og fuldstændig overvældet. Tænk, jeg har været mor i otte dage nu. Surreal!

Det er dog også rigtig hårdt. Jeg er i den grad ramt af såkaldt baby blues. Jeg havde fået fortalt at det typisk kom på fx 3. dagen, hvor man så tudede hele dagen, men sådan er det ikke for mig. Det kommer og går. Glæder mig umådeligt meget til hormonerne stilner af og jeg bliver mere sikker. For selvom det generelt går godt med lillemanden, så er der en kæmpe usikkerhed i mig. Især med amningen og søvnen. Det er sgu ikke nemt.

For mig føles baby blues meget som hjemve. Det her med at det kommer ud af det blå, selvom man egentlig har det godt. Alligevel bliver man helt ulykkelig og utrøstelig. Alt er uoverskueligt.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden min fantastiske mand. Han er allerede verdens bedste far, men også en endnu bedre mand end han var i forvejen. Han støtter mig, opmuntrer mig, trøster mig og ordner en masse herhjemme. Det bliver hårdt, når han skal på arbejde igen i næste uge. Bare tanken om det, kan få mig til at tude. Et er, at han skal være væk mange timer om dagen, men den anden og faktisk  større udfordring er nætterne. Så skal han jo så vidt muligt have mere søvn og jeg vil blive mere alene om natten. Selvom han jo fysisk ligger lige ved siden af mig. Jeg er sgu lidt en tøse-tøs i sådanne situationer. Jeg har aldrig været god til nætter.

Glæder mig så meget til jeg har lidt mere erfaring - hviler i mig selv i forhold til amning osv, så jeg kan gå gode ture med barnevognen og nyde tiden med verdens dejligste dreng. For han er virkelig helt fantastisk lillemanden. Han er så lille og blød, kan lave de vidste ansigtsudtryk og så er han meget pænere end jeg havde turde håbe på. Er det underligt? Selvfølgelig kan jeg også være forblændet fordi han er min søn og han ligner sin fantastiske far, men synes også jeg fornemmer positiv overraskelse fra andre, der ser ham.

lørdag den 17. oktober 2015

Skrevet i mandags - dagen før termin

Det er begyndt! Det er stadig helt surrealistisk og jeg er nervøs. Vandet gik kvart i tre i nat. Stille og roligt så jeg var i tvivl, men vækkede lige manden og ringede til fødemodtagelsen. Forsøgte at sove, men det var meget svært. Lå vågen og var ude på toilettet flere gange. Den første del af natten havde jeg også sovet dårligt og allerede været oppe flere gange. Lidt over syv ringede jeg igen til fødegangeb efter aftale og fik at vide at jeg skulle komme kl 10.30 hvis veerne endnu ikke var gået i gang. For dem havde jeg endnu ikke mærket noget til. Det har jeg stadig ikke her kl 16.25 og har nu fået to piller som skal sætte dem i gang. Efter at have talt med fødemodtagelsen anden gang var jeg på toilettet igen, men kastede nu også op. Var nervøs, frøs og rystede. To gange kastede jeg op i morges, men har heldigvis ikke gjort det siden. Kunne ikke rigtig sove.

Manden var kort inde og vende på jobbet og kom så tilbage for at tage med på hospitalet. Der var mange der ventede og vi endte også med at vente næsten tre timer før vi kom til. Oh the wait. Stadig uden skyggen af veer. Derefter endelig undersøgelse med trykken på maven, scanning, ctg og indvendig undersøgelse. De havde svært ved at vurdere om lillemandens hoved lå korrekt i bækkenet, men det blev til sidst konklusionen. Fordi mit vand gik for efterhånden en del timer siden blev det altså også til at jeg skulle tage to piller, som skal hjælpe med at sætte veerne i gang. Nu er vi derfor lige hjemme nogle timer igen og skal møde ind på Riget kl 18.30. Så må vi se om der er mere gang i det der.

Det er fandeme underligt. Nervepirrende. Glæder mig meget til jeg er gennem fødslen, men hvor er det også vildt, at det jo er ensbetydende med at jeg står med lillemanden i armene - og så skal manden og jeg passe på ham resten af livet. Surrealistisk!

søndag den 11. oktober 2015

To dage tilbage!



Så er der to (2!!) til min termin. What! Det er fandeme vildt. Føler også jeg har været gravid i hundrede år, men alligevel. Så er det selvfølgelig ikke til at vide hvornår lillemanden faktisk har tænkt sig at komme ud. Ved vores allerførste scanning, hvor vi så hjerteblink, blev terminen faktisk sat til den 16. oktober og ikke den 13. som den er nu. Det er lidt spændende om den dato bliver mere passende.

Jeg går fra at være lige rigeligt nervøs for fødslen til at glæde mig SÅ meget til vores lille dreng kommer ud og jeg dermed ikke skal være gravid længere. Der er efterhånden meget lidt energi i min krop, men mest frustrerende er, at den kommer og går som lyn fra en klar himmel. I går fx - havde glædet mig så meget til at nå en masse der og samtidig nyde lørdagen med min mand. Men hvad sker der - jeg er bare mega utilpas og træt hele dagen. Ondt i hovedet, kvalme og hiven og trækken i ben og mave. En slatten karklud. Æv. Hvilket gjorde mig trist fordi det jo ikke var sådan jeg havde forestillet mig dagen. Og så blev jeg endnu mere nervøs for fødslen. Åndssvagt.

Sent om aftenen fik jeg det heldigvis lidt bedre og i dag er også bedre. Bortset fra, at der er et eller andet, der har sat sig fast i min ryg. Hm. Det er ikke sådan at være så tung!

onsdag den 7. oktober 2015

Klar, ikke klar

I dag har jeg fået sidste omgang modningsnåle hos akupunktøren - og en tid til at få sat nåle, der skal hjælpe fødslen med at gå i gang på næste torsdag. Så er det spændende om jeg får brug til den eller om lillemanden har meldt sin ankomst inden. (Uuuuha!) Sommerfuglene i min mave vokser hver dag. Kan slet ikke forstå, at det er ved at være nu. Nu at jeg skal til at gennemføre mit livs maraton i smerte og tungere end nogensinde (måske jeg skulle skære bare lidt ned på romkuglerne...?) - og nu at jeg skal være mor. Jeg skal have ansvaret for et lille bitte menneske - læse dets behov og lære det om verdenen på godt og ondt. Shit man! Selvom jeg glæder mig helt vildt, så synes jeg virkelig også, det er skræmmende. Pyha.

Får stille og roligt mere styr på tingene herhjemme, men der er stadig ikke så ordnet, som jeg drømmer om. Flere løse ender, men det er så typisk mig. Samtidig har jeg også shoppet lidt til mig selv. I dag kom posten med et par sko til mig. Juhu! Støvletter, som jeg har ønsket mig i hundrede år. De blev taget i brug med det samme. Man skal jo også have bare lidt nyt, så man i det mindste kan forsøge at være lækker på trods af evigt søvnunderskud efter lillemandens ankomst. Ih, jeg glæder mig SÅ meget til at gå lange ture med ham i barnevognen! (Og håber inderligt at det forholdsvis hurtigt kan lade sig gøre, uden at jeg tisser i bukserne på halvvejen og panikker over at lillemanden skal ud i den store verden.)

Så hvornår mon jeg føler mig rigtig klar til at føde? På tirsdag, når jeg har termin? Det er sgu noget underligt noget, det her med, at det kan gå i gang hvornår det skal være, men man aner det ikke. Endnu engang må jeg konstatere, at kvinder er HERRE SEJE! Tænk, at skulle gå i gennem dette uden at vide hvornår og hvor lang tid det tager. Det er fandeme sejt!

Jeg håber jeg klarer fødslen uden at gå for meget i panik. Selvom jeg ikke føler mig helt klar til smerte-maratonnet endnu, så er jeg alligevel ret klar til at blive lettere igen. I nat formåede jeg at tænde loftlyset i soveværelset med min mave i forsøget på at liste på toilettet i mørke. Super. Nåede heldigvis at slukke det ret hurtigt og min mand vågnede næsten ikke... Glæden ved at være tyk..

Verdens bedste mor

Jeg bliver aldrig for gammel til at være min mors datter. Håber jeg kan blive en bare halvt så god mor, som hun er. Min far og hende er lige kommet hjem fra ferie og nu kommer hun så og hjælper mig med diverse kedelige og praktiske ting. Vaske vinduer, rense ovn og ligende, som ikke bliver prioriteret super højt i hverdagen, men som er virkelig dejligt at få ordnet her inden lillemanden kommer. Både fordi jeg så skal være rigtig meget i lejligheden, men især også fordi, der jo nok kommer en masse på besøg uden der er overskud til den store rengøring hver dag. Helt fantastisk hjælp - og skønt med lidt extra mor-datter-tid.

Åh, det er meget overvældende at jeg selv bliver mor lige om lidt! Må indrømme, at tankerne kører på højtryk for tiden. Tænk, at vi har drømt om dette så længe og så er det alligevel så surrealistisk, at det nu skal til at gå i opfyldelse.