Det blev selvfølgelig heller ikke min tur denne gang. Det havde du jo nok gættet. Så heldig skulle jeg ikke være. Jeg blev ikke vækket af Tante Rød, så jeg testede, men blev alligevel skuffet. Testen var bragende negativ. Ikke den mindste antydning af en streg. Så skuffende.
Jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden bliver mere og mere påvirket af alle de fejlslagne forsøg. Jeg har i lang tid fortrængt det, skubbet virkeligheden væk og lade mig opsluge af den travle hverdag, men det bliver sværere og sværere at flygte fra. Nu er min søn 3 år og 3 måneder og der er stadig ikke en lillesøster eller -bror på vej til ham. Det gør ondt. Jeg bliver jo heller ikke ligefrem yngre. Jeg ser igen gravide overalt og kigger på familier med flere børn for at lure, hvor mange års forskel, der mon er mellem børnene.
Hvorfor skal det være så svært for os!? Jeg kan ikke forstå det. Godt nok er jeg blevet ældre, men til gengæld er min mand stoppet med at ryge siden vi fik vores søn. Det burde jo være et stort plus i fertilitetsbogen. Nu er der ligesom gået ekstra lang tid uden succes. Faktisk længere tid end der gik fra dengang jeg smed p-pillerne og til jeg endelig blev gravid med vores søn. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive. Det er deprimerende og skræmmende. Har på én og samme tid lyst til at råbe og krybe sammen under dynen.
Jeg har netop skrevet til min læge med henblik på en ny udredning og gerne iui-forsøg, hvis det kan lade sig gøre. Er spændt på hvad hun svarer - hende lægen, der selv er mor til fire..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar